På jagt- og fotosafari på Matswani Private Reserve i Sydafrika

Af Aage Nielsen, november 2018

Klokken er 15.15 mandag den 12. marts. Det er bidende koldt, men Jens (formanden) og jeg samt vore ledsagere, Lone og Tove sætter os til rette i bilen og sætter kursen mod Billund. Den længe planlagt jagt- og fotosafarirejse til Matswani i Sydafrika er begyndt.

Efter en overnatning i Billund går turen med KLM via Amsterdam til Johannesborg, hvor vi lander kl. 22.00, videre med bus til Pretoria, hvor vi har den første overnatning i Sydafrika. Næste morgen tidligt op og på lidt sightseeing i Pretoria og Johannesborg, hvor vi bl.a. besøger Voertrekkermonumentet og Unionbuilding med en kæmpestatue af Nelson Mandela. Under turen får vi selvfølgelig også en kort orientering om landet historie og de sociale forhold.

Nu går turen så videre mod nordvest. Efter ca. 1½ times kørsel gør vi holdt på en tankstation. Her disker vore guider og chauffører op ved snacks og champagne. Jens og jeg kigger vore medpassagerer lidt an, hvem er mon jægere, og hvem er fotosafarirejsende.

Efter yderligere et par timer kørsel er vi fremme ved Matswani Private Reserve. Her viser det sig, at jeg er den eneste jæger, og Jens er med som min ”sekundant”, en rolle han udfyldte fantastisk, som ekstra øjne, fotograf og afstandsbedømmer og hele tiden med opmuntrende bemærkninger. Vi bliver indkvarteret i vores egen afdeling af reviret, Elephant Lodge, hvor vi har egen kok, bartender, chauffør til damerne, pool osv. Helt igennem luksus og første klasses indkvartering.

Efter en kort velkomst med praktiske informationer var tiden kommet til at møde min Personal Hunter (PH), Herman Lubbe, en utrolig god jagtfører, der ikke selv længere har lysten til at skyde vildtet, da han har nedlagt, alt, hvad der værd at nedlægge i SA. Vi snakkede bl.a. om mine ønsker og prioriteter.

Så var det endelig blevet tid til en tur i poolen, inden vi skulle forbi stedets museum med udstoppede eksemplarer af snart sagt alle de vildtarter, som vi kunne tænkes at ville jage. Vi kiggede først og fremmest på de dyr, som jeg havde på ønskelisten, og Herman var meget omhyggelig med at anvise det rigtige træfpunkt på dyrene, så det var klart, når vi skulle til selve jagten.

Torsdag: Op kl. 6, morgenmad og så først en tur på skydebanen for at skyde ind, og selvfølgelig for at kontrollere mine skydeevner. Derefter gik det til reviret, der var meget kuperet og klippefyldt, men utrolig smukt. Målet var en kudo. Der var specielt en, som ejeren gerne vil have afskudt, og den kører vi så lidt rundt på reviret og kigger efter. Efter et stykke tid ser vi en kudotyr inde mellem træer og buske, det var ikke den, vi var på jagt efter, og den var også noget større, end det jeg havde lyst til at betale for.

Tiden nærmer sig frokost, og vi beslutter, at vi lige vil kigge efter kudoen et sidste sted, inden vi kører hjem til frokosten. Der står den så, vi kører lidt videre, så vi kan få vinden ind rigtigt. Så går det ellers med pürsch over stok og klipper, og en vind der hele tiden springer, så vi må ændre taktik. Men efter en god time står han der endelig på 50 meters afstand. Så er det med at få riflen op, åndedrættet i ro, taget sigte og afgivet skud. Skuddet rammer perfekt, men tyren løber alligevel ca. 50 meter, før den standser, så får den, for en sikkerheds skyld, en kugle mere. Lyden, da dyret falder, er ubeskrivelig, og en ligeså ubeskrivelig følelse af træthed og glæde indfinder sig i mig.

Nu melder der sig lidt af et problem: Dyret er nedlagt i bunden af en kløft, og der er en kilometer eller to til det nærmeste sted på reviret, som vi kan køre til. Så enten skal vi have dyret skindet og parteret på stedet og båret ud, eller også skal vi have naboens tilladelse til at køre over hans jord og på den måde få dyret kørt ud. Det viser sig heldigvis, at det sidste lykkedes.

Nielsen Kudu Marts2018

Så går det hjemad, temperauren nærmer sig de 40 grader, så det har været en hård, men vellykket jagt. Hjemme på lodgen er Lone og Tove ved at blive lidt urolige, for nu er det efterhånden tre timer siden, at de fik at vide, at vi ville være hjemme i løbet af en halv time. Men da de fik den besked, havde vi heller ikke set kudoen endnu. De giver udtryk for deres uro, og straks får de at vide, at der ikke er nogen problemer, og de bliver kørt hen til slagtehuset, hvor vi så ankommer med kudoen.

Mens Jens og jeg slappede af ved og i poolen, tog fruerne på fotosafari, hvor de bl.a. så et eksempel på krybskytters aktivitet, (et kranium fra et næsehorn).

Fredag: Igen var der morgenmad ved 6-tiden. Om formiddagen gælder det gemsbok eller oryx, som den også kaldes. Denne morgen kørte vi til et nyt revir. Efter at have kørt og pürschet rundt i et par timer, hvor vi så masser af andre arter, fik vi endelig øje på et par gemsbokke, men de fik desværre også øje på os, så nu gik det over stok og sten i vognen for at afskære dem vejen, men til alt held for gemsbokkene, var de hurtigst. Så kørte vi lidt rundt på udkig efter dem, og så får vi pludselig øje på dem inde mellem nogle træer, og så var det ud at gå igen, og efter et stykke tid har de en kurs på tværs af vores. Jeg får at vide, at den første skal jeg ikke skyde, da den har et abnormt horn, så jeg går ud fra, at den anden er målet, så da den passerer det smalle stykke med frit skud, trykker jeg af, dog uden at ramme. Og så skal jeg ellers lige love for, at jeg blev belært om, hvem der sagde til, når der måtte skydes eller ikke. Herman havde set, at den efter hans mening var for lille!

Nå, ingen gemsbok i denne omgang, så vi kørte hjem til frokost og et lille hvil, inden det sidst på eftermiddagen gik løs på et nyt revir, denne gang efter blåstribet gnu. Vi kom ret hurtigt på sporet af gnuerne, men igen drillede en meget springende vind og en såkaldt ”gå-væk-fugl”, men endelig langt om længe: Gnuerne er lige foran os, dog lidt for langt væk, så vi må ind i krattet, så vi kan pürsche os frem, for at komme ud og se, gnuerne forsvinde ud af syne. Nå, men så står der pludselig en blesbuck ude på ca. 100 m, Herman spørger, hvad jeg siger til at bytte gnuen ud med en blesbuck. Jeg siger OK, men da riflen bliver lagt op, forsvinder blesbuckken om bag nogle træer. Vi har næsten opgivet, vi nærmer os solnedgang, så står der en gnu i en lille åbning mellem nogle træer og buske ca. 50 meter længere fremme. Hurtigt riflen op på skydestokken og skud. Gnuen går ca. 40 meter og vælter og ligger og laver de sidste krampetrækninger.

Herman er ikke helt sikker på, at den er død, så han råber: ”Reload, reload. It can kill us.” Endelig ligger den stille, og vi kan nærme os. Nu er det også ved at blive mørkt, og der trækker torden op i det fjerne.

Nielsen Blue Wildebeest Marts2018

Så gik det hurtigt hjemad, så vi lige kunne nå at blive frisket lidt op, inden det var afsted til en lille udflugt til Tribal Night, med et flot show med traditionelle danse, lidt om stammekulturen og noget meget velsmagen lokal mad, som selvfølgelig blev indtaget uden brug af kniv og gaffel, men med renvaskede hænder. Heldigvis holdt tordenvejret sig på afstand.

Næste morgen var regnen dog kommet frem, og jeg skal love for at det regnede, mens vi kørte de ca. 160 km til dagens revir, men så stilnede det af, lige indtil vi kom ud af bilen op begyndte på jagten, som igen i dag gjaldt gemsbok. Vi püschede rundt i regnen en times tid og fik endelig øje på en 5-6 stykker et godt stykke ude. Vi kommer tættere på, og jeg afgiver skud, men rammer ikke, men nu viser det sig, at der ikke bare var 5-6 gemsbokke, nok snarere en 75 stykker, der nu kom farende imod os, der bare stod bag et par små buske. De valgte, heldigvis for os, at vige uden om.

Vi brugte en halv times tid på at lede efter tegn på en eventuel anskydning, men fandt intet. Vi kører lidt rundt på reviret og ser så endelig flokken igen, men den ser også os, og de begynder at løbe, vi kører efter dem, og det lykkes os at få dem til at standse, og der står en fri og med front lige mod os (ca. 150 meter ude), jeg afgiver skud, og den går kortvarigt ned, men kommer op igen og løber hen bag nogle buske, hvorfra den løber videre sammen med fire andre. Så følger en eftersøgning, der varer et par timer, men vi finder ikke dyret. På grund af regnen, (vi er totalt gennemblødte), springer vi den medbragte barbecue over og kører hjemad, efter at vi har orienteret revirejeren om det passerede. Efter sådan en oplevelse er en køretur på 160 km meget lang.

Selvom det også regnede hjemme, var Lone og Tove også ude, at se sig omkring, og de så bl.a. krokodillen på reservatet.

Søndag, den sidste jagtdag, starter vi på skydebanen, for at kontrollere, om riflen stadig er skudt godt ind, og så går turen til en nationalpark, The Black Mamba Nationalpark, hvor der skal jages impala, efter nogen tids søgen både fra bil og til fods, får vi endelig kontakt til en flok, flere af dem kommer også på skudhold, men Herman har spottet en rigtig stor en, som han synes, at jeg skal nedlægge, men den vælger desværre at fordufte ind i vildnisset. Jeg gør nu Herman opmærksom på, at jeg ikke behøver at få et kæmpetrofæ, men bare en pæn impala, hvad vi så også et stykke tid senere finder. Den står dog i et tæt buskads, med det resultat, at jeg får en pænt overskudt gren, men ingen impala.

Efter middagspausen går turen til et nærliggende revir, hvor vi forsøge at få en impala eller en blesbuck. Impalaerne er, som sunket i jorden, men til gengæld er der en flok blesbucks, vi driver lidt rundt med dem, og endelig standser de op. Nu er det bare at vente til den rigtige er fri til skud. Efter et par minutter står den så ca. 150 meter ude. Hurtigt riflen op og skudafvikling. Ikke det bedste skud i verden, men den går ned, men må lige have et ekstra skud. Nu går vi på udkig efter en impala, og de begynder da også at vise sig, men bliver inde i buskadset, og kommer ikke rigtig på skudhold, så det må opgives.

Nielsen Blesbok Marts2018

Inden vi kører hjemad, skal PH’erne lige have skudt et vortesvin, da opsynsmanden på reviret mangler noget kød. Vi finder da også et pænt svin, der er i løb, men PH’eren nedlægger det med et skud fra et par hundrede meters afstand, et efter min mening flot skud.

Damerne har brugt dagen på at slappe af ved poolen, og aftensmaden serveres ved bålet.

Mandag: Sidste dag inden hjemrejsen. Afslapning og ”Big Five Safari” samt  solnedgang og champagne ved Sunsetrock. På safarien så vi utroligt mange forskellige arter, men desværre kun to af de store, nemlig næsehorn og bøffel. Elefanterne var i brunst og var gået op i bjergene, leoparderne er jo nataktive, så de var undskyldt, men hvorfor løverne ikke viste sig var lidt af en gåde. Men alligevel en fantastisk tur.

Efter en behagelig eftermiddag ved poolen, stod den om aftenen på tur til Sunsetrock, hvor vi oplevede en fantastisk solnedgang og blev opvartet med forskellige småretter, snacks og champagne i tilpas store mængder. Inden turen gik hjem til en overdådig 4-retters menu, skulle vi lige gennem en fantastisk konkurrence, Jens vandt selvfølgelig, forhan havde prøvet det før, så han kendte teknikken.

Solnedgang nielsen marts2018

Tirsdag: Hjemrejse. Inden vi skulle indlede hjemrejsen, var vi på besøg på reservatets foderplads, og fik nogle dejlige billeder af stedets dyreliv. Derefter afregning og frokost inden turen gik mod Johanneborg og videre hjem til Billund.

Efter en anstrængende, men behagelig hjemrejse nåede vi onsdag eftermiddag tilbage til Viborg, en STOR OG UFORGLEMMELIG OPLEVELSE rigere.

En stor ros til Matswani Safaris for et fantastisk godt arrangement: Et flot arrangement for ledsagerne og en velorganiseret jagtsafari for jægerne med fine trofæer: Kudoen (Bronzemedalje, gruen og blesbuckken guldmedaljer). Alt klappede fra start til slut. Både Lone, Tove, Jens og jeg kan absolut anbefale Matswani Safaris til andre.

Efterskrift:

Ca. 14 dage efter hjemkomsten fik jeg en mail, at min anskudte gemsbok var fundet, nedlagt og  skindet, så jeg kunne få den monteret, som jeg ønskede. Så nu er det bare at vente et års tid til trofæerne kommer til Danmark og kan hænges op på væggen.