Matswani Safaris ABC

 

Betaling
Betaling kan ske direkte til vores kontor, til samtlige banker og sparekasser i Danmark eller sendes pr. check eller postanvisning til Matswani Safaris/Store Verden, Sallingsundvej 10, 6715 Esbjerg N. Ved enhver indbetaling skal det oplyste billet/rejsebevisnummer påføres.

På Matswani kan der betales med næsten alle typer betalingskort: Dankort, Visa/Dankort, Eurocard/ Mastercard og Diners . Der kan ikke betales med kontanter på Matswani i hverken lokal eller udenlandsk valuta. Dog kan man lave en forudbetaling inden afrejsen. Kontakt kontoret på tlf. +45 7010 0302.

 

Ekstra opredning
Alle bungalows/værelser har to standardsenge. Der kan reddes op til en eller flere personer afhængig af størrelsen på værelset.

 

Fejl og mangler
I vores brochurer, prislister og turbeskrivelser er der mange tusinde oplysninger om f.eks. rejsemål, udflugter, hoteller og fly. Hvis der, til trods for kontrol, har indsneget sig fejl, vil vi gerne have besked herom på telefon +45 7010 0302 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. . Vi tager forbehold for enhver trykfejl samt ændringer, som er tilkommet efter trykningen af brochurer og lign.

Til trods for, at alle gør et stort arbejde for, at alt skal være i orden under ferien, kan der opstå fejl og mangler. Opstår der problemer, er det vigtigt, at der rapporteres omgående til nærmeste Matswani Safaris repræsentant, eksempelvis en af vores managerer på Matswani med henblik på omgående afhjælpning. Hvis korrekt eller tilstrækkelig afhjælpning ikke har fundet sted lokalt på rejsemålet, kan der indenfor 28 dage efter hjemkomsten rettes skriftlig henvendelse til Matswani Safaris, Sallingsundvej 10, 6715 Esbjerg N.

 

Flybilletter
Flybilletter fremsendes ca. 10 dage før afrejse. Den rejsende skal selv kontrollere at flybilletterne er udstedt korrekt, særligt at navnet på flybilletten stemmer overens med navnet i den rejsendes pas.

 

Forsikring
Det gule Sygesikringskort dækker ikke rejser udenfor Europa. Det er derfor vigtigt, at der tegnes en forsikring, der dækker sygdom og hjemtransport. Forsikring kan tegnes gennem Matswani Safaris. Det påhviler kunden selv at fremskaffe dokumentation for sygdom, skade, tyveri m.m. under ferien. Matswani Safaris har ikke mulighed for efter kundens hjemkomst at fremskaffe politirapport, lægerklæring el. lign. For kunder som vil på jagt skal man selv sørge for at være forsikret mod jagtulykker - se specielt afsnit.

 

Forsinkelser
Alle transportselskaber gør deres for at overholde de opgivne rejsetidspunkter. Alligevel kan forsinkelser opstå af årsager, som vi ingen indflydelse har på, og for disse forsinkelser påtager vi os intet ansvar. Det er en god idé at bede dem, der påtænker at hente dig ved hjemkomsten, om at kontakte lufthavnen for besked om det rigtige ankomsttidspunkt. Dette kan også ses på tekst-tv.

 

Forsinkelser eller beskadiget bagage
Hvis bagagen bliver beskadiget eller kommer på afveje under flytransporten, skal der rettes henvendelse til serviceskranken i ankomstlufthavnen for at få lavet en PIR-rapport. Kontakt evt. flyselskabet eller Matswani Safaris repræsentant for vejledning.

 

Gæst i et andet land
Som gæst i et andet land er det vores opgave at tilpasse os de lokale skikke. Eksempelvis er aftalte tidspunkter i Sydafrika altid ca. tider. Det hører til sjældenheder at dagsprogrammet starter på det aftalte tidspunkt, ligesom maden sjældent serveres på slaget.

 

Indkøb i udlandet
Vi påtager os ikke af forfølge sager, hvor en kunde føler sig dårligt behandlet af forretninger eller handlende uanset evt. oplysninger fra rejselederen. Såfremt du ønsker at købe varer i udlandet til senere hjemsendelse, tilråder vi, at du sikrer dig korrekte oplysninger om reglerne for indførsel i Danmark, herunder behovet for særlige certifikater. Vær opmærksom på, at uanset at nogle varer fra visse lande under særlige omstændigheder kan indføres toldfrit i Danmark, vil der normalt altid skulle betales moms.

 

Informationsmøder
På ankomstdagen til Matswani vil en fra vores managerstab holde et informationsmøde. For at få det optimale ud af opholdet anbefaler vi alle at deltage i informationsmødet.

 

Mødetider
Den på rejsebeviset angivne mødetid er absolut sidste tidspunkt for rettidigt fremmøde på afrejsedagen. Tidspunktet for hjemrejsen oplyses af vores repræsentant på rejsemålet. Deltager du ikke fuldt ud i arrangementet, men ønsker du f.eks. selv at køre til lufthavnen ved hjemrejsen, skal du i egen interesse kontakte Matswani Safaris repræsentant umiddelbart efter din ankomst til rejsemålet for at få oplysninger om, hvorledes du skal forholde dig. Desuden skal du senest dagen før hjemrejsen kontakte vores repræsentant for at få oplyst, hvornår du senest skal være i lufthavnen.

 

Pas og visum
Husk gyldigt pas. Et pas, som udløber under rejsen, er ugyldigt. For rejser til Sydafrika kræves det, at passet er gyldigt i mindst tre måneder efter hjemrejsedatoen samt at der er minimum 2 sammenhængende rene viseringssider. Bestil nyt pas i god tid, beregn mindst en måned. Kontakt derfor paskontoret eller Sydafrikas ambassade i København, telefon +45 3918 0155, for yderligere oplysninger. For danske statsborgere forlanges der ikke visum ved indrejse i Sydafrika.
For udenlandske statsborgere og personer med tjenestepas gælder andre regler. Den rejsende er selv ansvarlig for eventuelt visum. Undersøg altid i god tid om visum er påkrævet hos det enkelte lands ambassade og i givet fald om det skal udstedes inden afrejse eller ved ankomst. Eventuelle udgifter til visering påhviler den rejsende og er Matswani Safaris uvedkommende.

 

Rejsebevis
Ved bestilling mere end 60 dage før afrejse: Rejsebeviset med et indbetalingskort til depositum og et til restbetaling fremsendes ved bestilling. Depositum skal betales inden 4 dage fra bestillingen, resten skal betales senest 60 dage før afrejse.
Ved bestilling fra 60 til 14 dage før afrejse: Rejsebeviset med et indbetalingskort fremsendes ved bestilling. Hele rejsens pris betales inden 7 dage fra bestillingen.
Ved bestilling fra 14 til 2 dage før afrejse: Rejsebeviset med et indbetalingskort fremsendes ved bestilling. Hele rejsens pris betales senest dagen efter bestillingen og Matswani Safaris adviseres herom i form af kvitteringskopi pr. telefax 7010 0321 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Ved bestilling fra 1 til 0 dage før afrejse: Rejsebeviset med et indbetalingskort fremsendes ved bestilling, eller det lægges til afhentning i lufthavnen, eller det fremsendes via telefax, eller det fremsendes slet ikke. Hele rejsens pris betales samme dag og Matswani Safaris adviseres herom i form af kvitteringskopi pr. telefax 7010 0321, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller der betales i lufthavnen. 

 

Rejseplan og force majeure
Ændringer i turprogrammet kan forekomme. Små justeringer og mindre ændringer, der ikke væsentligt reducerer rejsens værdi giver ikke kunden ret til kompensation. Ændringer og justeringer, der skyldes force majure og force majure lignende forhold (f.eks. vejrforhold og trafik) giver ikke kunden ret til kompensation.

 

Safari grundregler
• Undgå at blive stemplet som kværulant. I en gruppe tager tingene lidt længere tid. Der er måske en i gruppen som ikke kan gå så hurtigt. Det hjælper ikke at hidse sig op.

• Vær stille på safari. Snak og larm skræmmer dyrene væk. Safari er en stor oplevelse for de fleste mennesker, de andre deltagere ønsker måske at nyde naturen og se dyrene.

• Vis hensyn. Gør eventuelt plads for andre deltagere, hvis du sidder ved et vindue og der er en anden, der gerne vil fotografere.

• Overhold aftalte tidspunkter. Det kan let blive til irritation altid at skulle vente på andre deltagere i gruppen.

• Vær åben og vis respekt for lokale kulturer og skikke. På den måde øger du sandsynligheden for at de lokale åbner sig op og du får derved mere ud af turen.

• Kammeratskab i gruppen er vigtigt og alle får en større oplevelse, hvis der er en positiv og glad stemning på safarirejsen.

 

Specialmad på fly
Specialanretninger såsom diabetikermad, vegetarmad og diætmad (gluten- eller lactosefri) etc. kan bestilles gennem Matswani Safaris indtil 8 dage før afrejsen.

 

Matswani Safaris service
Matswani Safaris/Store Verdens repræsentant, (rejseleder, lokalagent etc.) står til rådighed døgnet rundt. Ved ankomst til rejsemålet får du anvist hvordan du kan komme i kontakt med Matswani Safaris/Store Verdens repræsentant. Derudover har vi døgnåben på den danske telefon +45 7010 0302.

 

Sæson og klima 
Den rejsende bør tage højde for udsving i klimaet. Vinternætterne i Sydafrika (maj-september) kan være meget kølige. I dagtimerne i Sydafrika kan selv kort tids ophold i solen medføre forbrænding. Her er et link til den lokale vejrudsigt.

 

Deltagerantal og forbehold for flytning til Matswani Safari Lodge
Deltagerantallet varierer fra tur til tur og fra sæson til sæson. Ved et mindre antal gæster forbeholder Matswani Safaris at indkvartere vores gæster på Safari Lodge i stedet for Elephant Lodge som normalt benyttes til Matswani Safaris gæster. De to lodger ligger i gåafstand fra hinanden.

 

Transport på rejsemålet
På de fleste ture indgår en eller anden form for transport. Transporten kan ske med bus eller taxa, og Matswani Safaris repræsentant eller guiden følger ikke altid med i bussen. Transporten skal ses som en bekvem måde at komme til/fra hotellet på. Det er ikke tænkt som nogen udflugt eller informations-tur.

 

Vaccinationer
Kontrollér selv, om vaccination anbefales eller er obligatorisk. Henvendelse hos Rigshospitalets Rejseafdeling på telefon +45 3537 3507, hvor du - hvis du har tegnet Europæiske Rejseforsikring - får rabat på vaccinationer eller hos Statens Seruminstitut på telefon +45 3268 3268.

Matswani Safaris anbefaler:

Difteri-tetanus (Stivkrampe)
Hepatitis A (Smitsom leverbetændelse type A)

Matswani Safaris anbefaler altid, at den rejsende kontakter egen læge inden afrejse, for at få foretaget de nødvendige vaccinationer og for at få råd, vejledning og opdateret vaccinationsinformation.

Hvis opholdet kombineres med en rejse til andre egne af Afrika, anbefales det at søge information om forholdende dér og få foretaget de nødvendige vaccinationer. Desuden henvises til Statens Serum Institut og Danske lægers vaccinationsservice.

Matswani Safaris fralægger sig ethvert ansvar for oplysningerne vedrørende vaccinationer.

 

Vand
Vandet på Matswani er kildeklart og kan drikkes direkte fra hanen.

 

Værdigenstande
Hoteller og restauranter påtager sig ikke ansvaret for værdisager, hvorfor det kraftigt anbefales ikke at medbringe for store beløb i kontanter, kostbare smykker o.lign. Endvidere tilrådes det omgående efter ankomsten at deponere værdisager i safeboks på værelset eller i receptionen.

 

Værelses aflevering
Ifølge internationale hotelregler skal værelset forlades senest kl. 10.00 sidste feriedøgn. Værelset skal være klargjort til nye gæster senest kl. 15.00.
Det endelige tidspunkt for aflevering af værelset i forbindelse med hjemrejsen oplyses på rejsemålet. Sker afrejsen sent på dagen, vil der dog oftest være adgang til et fælles værelse, hvor der kan skiftes tøj m.m. inden afgang.

 

Nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Stil et spørgsmål

Felter markeret med * er påkrævet

Sikkerhedsbillede Opdater sikkerhedsbillede


 
D. 17 marts 2018 gik turen for 5 gang til Matswani, med min gode rejsekollega Rie. Vi blev budt velkommen af Anne, der tager sig af jægerne, alt er arrangeret og tilrettelagt., vi hilser på pH erne, min gode ven Capy er still going strong. det er dejligt at se det hele igen. Jagten begynder næste dag, efter indskydning af rifler. Jeg fik skudt to flotte impalaer, en springbuk og en stor Zebra hingst, alt gik godt. Kan jeg helbrdsmæssigt holde til den lange rejse, kommer jeg igen næste år. Matswani er et dejligt sted.
Gerda Dremstrup

Kontakt Os

Matswani Safaris
Telefon: +45 7613 4042
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Sallingsundvej 10
6715 Esbjerg N

Kontaktformular

Salgskonsulenter

Klik her >>

Vi tilbyder

Matswani Safaris sammensætter individuelle jagtrejser til Sydafrika og andre udvalgte afrikanske lande. Afhængig af hvilke vildt arter du ønsker at jagte eller om du ønsker riffeljagt eller buejagt, laver vi gerne et skræddersyet tilbud til dig. Individuel jagt anbefales, hvis du ønsker jagt på arterne i Big Five, buejagt eller specielle kombinationer o.l. Priserne gælder for jagtdage og afslapningsdage (ikke-jagtdage). Ledsagere betaler samme pris uanset deltagelse som observatør på jagterne eller ophold på en af Matswani's Lodger.

Læs mere