Udskriv

Matswani tirsdag 16. maj 2017

Af Egon Hansen og Dorethe Keinicke 16. maj 2017

Egon og jeg var på jagtrejse til Matswani i maj måned 2015, og var enige om at det var første, sidste og eneste gang, vi havde mulighed for at komme på sådan en rejse. Og så er turen derned og hjem i øvrigt rædselsfuld. Men så pludselig en regnfuld oktoberdag siger Egon: hvis vi skal nå derned endnu engang, skal det være nu, inden vi bliver for gamle og svagelige.

Så jeg fandt ud af at Matswani havde en tur den 16. maj 2017. Der var lidt rabat, da ingen jæger i Danmark, rejser udenlands første dag i bukkejagten. Så rejsen blev bestilt og jeg regnede på budget. Jeg besluttede mig for en kudu og ikke andet, selvom Carsten forsøgte at lokke mig med tilbud på sabelantilope.  Egon havde flere forskellige ønsker, men en waterbuck ville han have, så måtte vi afvente hvad vores PH kunne foreslå.

Dagen oprandt og turen derned var lige så rædselsfuld som vi huskede. Men da vi så kom ud og så Joe stå der med Matswani skiltet, så var det bare gensynsglæde der overvældede os. Joe lod også som om han genkendte os. Vi havde fået at vide, at der var en jæger foruden os. Og allerede i København havde jeg spottet en enlig mand i ”jægeruniform”, så jeg gik hen og hilste på ham og det viste sig at være vores medrejsende jæger Rory. I Johannesburg viste det sig så, at der kun var 3 par turister. Vi blev sat ind i samme bil, og kørt til hotellet. Turisterne var ikke helt glade for at være i samme bil som os ”mordere”. Til gengæld var der både aircondition og støddæmpere i denne bil. Øl var der dog ingen af i køletasken. Dem havde jægerne, der rejste hjem, drukket på turen til lufthavnen.

Billede1keinicke

Onsdag 17.maj

 Hvis nogen siger der er for varmt i Sydafrika, så skulle de prøve en nat på det hotel i maj. Det var så koldt at jeg klaprede tænder om morgenen, og der var kun koldt vand i hanerne. Men efter et par kopper varm te/kaffe, 3 glas juice og bacon og æg, så var vi klar til at se Pretoria og det fantastiske Voertrekker museum. Og så nåede vi igen til Matswani elephant lodge hvor de søde piger stod parat med velkomstdrik. Vi flyttede ind i Steenbock. Lækkert.  Vi satte os på vores private terrasse og nød udsigten til elefantstatuerne og alle fuglene i træerne og nød stilheden. Senere da det blev mørkt hørte vi nogle sære lyde og fik at vide at det var impalaernes ”brunstbrøl”. Om aftenen blev vi præsenteret for vores PH, Ruan. En ung mand på 28 år, som vi straks blev glade for. Vi havde valgt en PH til os begge, da vi ville opleve hele turen sammen og tage billeder af hinanden. Vi blev enige med Ruan om at vi kunne nøjes med et gevær til deling. Så det blev hans næsten nye 30.06 med lyddæmper. Vi gik ned til museet med de udstoppede dyr, og der blev vi så enige om hvad Egon skulle skyde: Red Hartebeest, Waterbuck, Oryx og så blev vi ”overtalt ”til at skyde en Springbock hver. Da Egon ikke er så godt gående, aftalte vi at det var ok at skyde fra bilen. Eller om muligt fra et skjul. Da vi jo kun var 3 jægere ville de ikke dække op i museet, så vi gik hjem og spiste på elephant lodge. Sammen med de 3 PH.  Herman, Fan og Ruan. Maden behøver jeg jo ikke at nævne. Den var fantastisk som altid. Og jeg købte en flaske rødvin, som også var udmærket. Herman var der fordi han skulle planlægge jagten for en amerikaner som ankom fredag aften.

Torsdag 18.maj               

Efter æg og bacon var vi klar til at køre afsted. Også i Ruans bil var der både aircondition og støddæmpere og han var en god chauffør. Og så havde vi selvfølgelig vores tracker Johannes med. Vi kørte ud til indskydningsbanen, hvor vi skød hver 4 skud.  Alle skud sad som de skulle. Derefter kørte vi på jagt. Efter en halvandentimes tid kom vi til en port, som blev åbnet for os og portvagten hoppede med i bilen. Egon og jeg blev sat på stolene på ladet og jeg fik overrakt geværet. Det var min tur først. Vi kørte rundt en times tid og opdagede så en flok kuduer.  Både hunner og tyre. Der var en meget stor og et par mindre. Jeg ønskede at skyde en pæn en, frem for en stor og dyr en, så vi satsede på en pæn.  De løb afsted i bushen, så nogle gange var de skjult og så kom de frem igen. Pludselig står de stille og den pæne tyr står lige foran os på skudhold. Jeg afgiver skud, tyren springer op så det ser ud til at være et godt skud, men i samme øjeblik sætter hele flokken i gang.  Vi er straks nede fra vognen alle sammen og hurtigt finder vores 2 trackere sweiss. Det ser ud som lungeblod så alle er sikre på, at det kun er et spørgsmål om tid før vi finder ham død. Et stykke tid går han sammen med flokken, men der er meget sweiss. Efter et stykke tid går han solo gennem nogle halv meter høje buske kaldet ”bankrupt bushess”. De er meget ubehagelige at gå i. Vi får kontakt med ham og Ruan skyder et skud på ham, lige bag fra ved siden af rygraden. Han går stadig videre. Men der bliver endnu mere blod at følge. Vi går efter ham i et par timer og til sidste ligger han ned og jeg skyder et skud lige i rygraden. Han slår et slag med benene så vi mener, at nu er det slut. Jeg går hen til ham, men da han stadig bevæger hovedet skyder Ruan et skud på nakken. Og så er der fred. Det viser sig at jeg har skudt ca. 10 cm for lavt. Så det øverste af benet er knust og kuglen er gået ind i kroppen lige i det nederste stykke af lungen. Men jeg er lykkelig. Min Kudu ligger der.

Billede2keinicke

Kuduen læsses på bilen og vi kører til ejerens hus hvor trackerne brækker kuduen, og hænger den op ude bag huset , mens vi spiser. Efter frokost, som består af svinekotelet og pølse stegt på bål, serveret med pastasalat, boller og et æble, kører vi til et andet jagtområde og geværet overgives til Egon. Så skal der jages Red Hartebeest. Da vi har kørt en halv times tid ser vi en lille flok. Da både hanner og hunner har horn og de løber i flok er det ikke nemt at se hvilken en man kan skyde. Men vi følger efter dem et stykke tid og efterhånden kan vi se der er 2 hanner med næsten ens gevir.  De går på en savanne med spredt bevoksning. Så nogen gange kan vi se dem og nogen gange gemmer de sig bag buskene. Men til sidst standser de, lidt væk fra hunnerne ca. 180 meter fra os. Ruan siger skyd og Egon skyder. Vi stivner alle fire og forventer at dyret lægger sig eller løber. Men han står bare helt stille og kigger efter hunnerne. Så vågner Ruan op og hvisker skyd igen. Og Egon sender endnu en kugle afsted. Tyren farer afsted i den ene retning og resten af flokken i den anden. Han forsvinder bag nogle buske. Og vi hopper ned af bilen og leder efter ham. Han ligger forendt 20 meter væk.  Hvor den første kugle blev af, får vi aldrig opklaret. Han er en flot gammel tyr, som I kan se på billedet. Så vi læsser ham på vognen og kører tilbage og henter min Kudu. Der var læs på. Og så gik det ellers hjemad. Vi bestilte straks en gin og tonic i baren. Det havde vi fortjent.

Billede3keinicke

Fredag 19.maj

Kl.6,30 var vi og Ruan klar til at køre på jagt. Termometeret viste 6 grader. Da vi nåede jagtfarmen sad vi op på agestolene på ladet og Egon fik overrakt geværet. Nu skal der skydes Waterbuck og Oryx. Hvad der kommer for først. Ruan ved at der går en gammel, enlig Waterbuck i området og det er ham Egon skal skyde. Men da han ikke viser sig og vi ser 2 Oryx, så følger vi dem. Også med Oryx har man problemet med at både hanner og hunner har horn. Her er det dog sådan, at man må skyde både hunner og hanner. Hannernes horn er kortere og tykkere en hunnernes. Men Egon er ikke kommet for at gå på hundyrjagt, så selvfølgelig skal han have en buk.  Vi ser de 2 Oryx imellem nogle træer. De løber og vi kører lidt efter dem og holder lidt og venter på de kommer frem. Vi ser dem flere gange og Ruan konstaterer, at det er 2 næsten ens gamle bukke. Så nu er det bare et spørgsmål om at komme tæt nok på. De bliver træt af os, så de vender ryggen til os og forsvinder ind i vegetationen. Men Ruan trøster os med at de traver over savannen. Så der kan vi møde dem. Vi kører udenom savannen, standser bilen og slukker motoren. Så kommer de pludselig travende stille og roligt frem mellem træerne. Så står de stille, begge med siden til. Så Egon lægger an og skyder den ene. Den farer afsted og den anden står forvirret og ser ud til at undre sig over hvad der går af ham. Vi hopper ned og følger sweiss til vi finder ham død ca. 100 m væk. Han er virkelig flot med tykke, næsten lige lange horn. Så kan vi køre hjem og aflevere ham til slagterne. De bliver glade, da de ser vi har arbejde med til dem. De keder sig jo når der kun er så få jægere.

Billede4keinicke

Efter frokost og et par timers hvil er vi klar igen. Nu skal vi have den Waterbuck.  Vi kører rundt og rundt. Men nogen Waterbuck ser vi aldrig. Det bliver mørkt inden vi kører hjem. Men så går det også over stok og sten.

Lørdag 20.maj

Det er vores bryllupsdag i dag. 45 år det blevet til. Så nu skal Egon have den Waterbuck. Ruan kan næsten ikke vente til vi er færdige med at spise.  Men 6.30 er vi afsted.  Vi kører rundt hele formiddagen og ser blandt andet en grey duiker. Egon havde oprindeligt ønsket at skyde sådan en, men det frarådede Ruan da det er for svært om efteråret.  For da forsvinder det lille dyr i det høje græs. Desværre var denne fredet inden for dette hegn. Men Ruan siger at hvis Egon ser en på den anden side af hegnet, så må han skyde den. Senere på dagen ser vi en, men inden vi er sikre på om det er en buk er den væk igen. Men nogen Waterbuck ser vi aldrig. Vi ser alle andre dyr. Kuduer, Sabelantiloper, Zebraer, Nyala og vi ser også et par Duiker i løbet af dagen. Til frokost kører vi hjem og spiser stegt flæsk fra grill og lækre pølser. Kl. 15 30 kører vi ud igen og kører og kører men den Waterbuck er som opslugt af jorden. Da vi kommer hjem er der anbragt en flaske champagne på bordet i vores suite. Vi åbner den og går ud og deler den med PH erne og Rory. Og så serveres der aftensmad. Bøffel bøf med bagt kartoffel og pebersauce. Desserten er en æske pakket ind i sølvpapir. Og nede i den står en bryllupskage, pyntet med rød og hvid flødeskum og med dannebrogsflag på.

Billede5keinicke

Søndag 21.maj

Vi har aftalt med vores PH Ruan at vi opgiver den Waterbuck og kører efter en Nyala i stedet. Vi havde forventet at Egon skulle skyde en af de Nyalaer vi så i går. Men nej de var ikke gamle nok endnu. Så vi kører i fem kvarter sydpå. Inde på jagtfarmen får Ruan at vide, at vi skal køre over savannen og ud mod bjergene ude bag ved, der plejer han at holde til. Vi kører derudaf og pludselig ser vi ham mellem nogle træer. Vi standser bilen og Ruan låner min afstandsmåler til at måle, at han er ude på 109 meter. Han står bare og æder med ryggen til, så vi venter spændt på at han vender sig. Jeg ved ikke hvor lang til der går, men det føles som en evighed. Solen bager lige ned fra en fuldstændig blå himmel

Men så vender han sig langsomt og tager et par skridt. Egon skyder og Nyalaen går et par skridt frem og tilbage og drejer rundt om sig selv et par gange og så lægger han sig ned. Ruan siger at han er en fin gammel tyr og vi skal lade ham dø i fred. Så vi sidder lidt endnu i solen og kører så hen til nyalaen. Ja han er virkelig en gammel tyr. Med tykke men ikke så lange horn. Da vi skal til at tage billeder er der ikke mere batteri på mit kamera og jeg går i panik. Heldigvis har jeg min mobil. Men billedkvaliteten er jo ikke den samme. Kl. 11 er vi hjemme igen. Igen er slagterne glade for at få lidt arbejde. Vi kan lige nå at hvile lidt inden Ruan serverer grillstegt rumpsteak fra ko. Og så havde vi fri resten af dagen. Vi gik en tur op til udkigstårnet hvor man kigger ud på ejerens savanne. Vi så impalaer og bavianer. Og jeg går ned og ser om der er noget i souvenirshoppen jeg ikke kan leve uden. Det er der heldigvis ikke.

Billede7keinicke

Da vi har hvilet os lidt går vi i baren. Bartenderen lyser op i et stort smil,da jeg beder om en Matswani Sunset. Så er der lidt at lave for ham. Egon skal bare have en gin og tonic. Så er det tid at gå i bomaen, hvor der er ild i bålet.  Og vi får serveret 2 forskellige sydafrikanske drikke. Den ene er Amarula. Der kom en amerikansk jæger fredag aften så vi er 4 personer til denne festaften. Menuen er som sædvanlig på 3 retter mad hvoraf hovedretten er strudsehals. Det kan ikke beskrives, det skal opleves.

Mandag 22. maj

Sidste jagtdag på Matswani. Ekstra fin morgenmad og derefter af sted på jagt. Ruan sagde som han gjorde hver dag.” Its time for a kill”. Vi kører en times tid sydpå. Ruan har valgt den mest spændende, ikke den hurtigste vej. Vi standser ved en ZOO. Vi holder så vi kan kigge ned på en dam med 15 alligatorer, mens vi venter på ejerens hunter. Vi kører efter ham ind på savannen. Der går Oryx og Springbock.  Vi skal skyde en springbock hver. Jeg får geværet og vi spotter snart hvilken en det skal være. Både hunner og hanner har horn. Hunnernes er en smule mindre end hannernes, så man må være omhyggelig.  Vi kører lidt rundt og stopper så. Jeg gør mig klar og følger bukken i kikkerten. Ruan siger hele tiden hvor ”min” buk er. Og pludselig står den stille uden nogen hverken foran eller bagved. Jeg trykker på aftrækkeren.  Men det er en klikker. Jeg tager straks ladegreb og da bukken stadig står stille skyder jeg. Han løber lidt rundt om sig selv og lægger sig så ned. Først da går det op for mig, at jeg jo nok skulle have ventet lidt med at tage patronen ud. Egon får straks geværet.  Han har allerede længe kikket på den buk han har fået udpeget. Og han følger den i kikkerten mens Ruan hel tiden siger hvor den er. Så står den stille lidt fra de andre med siden til og Egon skyder. Den lægger sig ned med det samme. Vi kører hurtigt over til dem, for at se om vi kan nå at fotografere dem mens deres pels på ryggen er åbnet. Men det lykkes desværre ikke. På vejen hjem ser vi flodheste i en flod i nærheden. Vi ser en masse dyr på vejen hjem. Bl.a. en sort impala. Ruan og den anden PH Fan griller for os for sidste gang til frokost. Om eftermiddagen nyder vi livet og stilheden. Kun naturens lyde hører vi. Og jeg bader i den udendørs spa. Midt på eftermiddagen kommer Ruan. Vi får at vide hvor mange point vores trofæer er målt op til og vi aftaler endeligt hvordan vores trofæer skal konserveres. Og så tager vi afsked med Ruan og vores tracker Johannes. Derefter kører Joe os til trofæparade ved slagtehuset. Vi får et glas champagne og bliver fotograferet og så kører vi videre til Sunset Rock hvor vi på traditionel vis siger farvel til Sydafrika med biltong, små pølser og champagne. Og vi får udleveret vores medaljer. Efter solnedgang kører vi hjem til festmenu. 4 retter: broccolisuppe, pocheret bars, kudumørbrad og brownie med is.

Billede8keinicke

Tirsdag 23.maj

Så er det tid til at sige farvel. Morgenmad for sidste gang. Kufferterne pakkes og vi går ned til kontoret men Andreen er ikke færdig med vores regning, så vi nyder en kop kaffe på verandaen og ser på dyrene der går lige udenfor. Da hun er færdig med regningen betaler vi. Der serveres en lækker frokost og vi hviler indtil vi kører mod Johannesburg ved tretiden. Og så er det bare den lange tur hjem.

Billede9keinickeEgon og slangedræberen Donny.