Udskriv

På hjul i Afrika

Af Rasmus Martinsen

Det er små fjorten dage siden, jeg kom hjem fra min første, men forhåbentlig ikke sidste, tur til Afrika. Det var en fuldstændig fantastisk tur.

Der kan skrives side op og side ned om lejren, Elephant Lodge, som man bor på mens man er dernede. Der er masser af andre af disse beretninger herinde, der har beskrevet det og på resten af hjemmesiden kan man også finde masser af oplysninger. Men skal man virkelige yde stedet retfærdighed, så skal man opleve det ved selvsyn. Lad mig blot slå fast, det er et fantastisk sted i nogle smukke omgivelser og med et super godt personale.

Lad os hoppe videre til det som vi virkelig kom for. Jagten!

Jeg er på ingen måde en erfaren jæger. Jeg har haft jagttegn i fire år. Skød min første buk den 16. maj ’13 og nr. to, den anden sidste dag af bukkejagten i år. Men siden en af mine kammerater, for ca. halvanden år siden, inviterede mig med til en af Matswanis infomøder, var der ingen tvivl.
- Jeg skulle en tur til Afrika.

1. jagtdag, formiddag – oryx

Så her sad jeg så, endelig! Torsdag den 8. oktober kl. lidt i otte om morgenen. Lidt over et år efter jeg bestilte min rejse. Der var noget arbejde osv. som skulle gå op i en højere enhed, derfor den lange ventetid. Men, forventningens glæde er en del af spillet – og den koster ingenting.
Jeg var lige blevet løftet op på ladet af bilen, hvor jagten skulle forgå fra. Ved siden af mig stod Herman, min PH under alle jagterne. Bag mig – og med kameraet ladt – min gode ven Jørgen. Samuel, vores tracker, var hoppet ind bag rettet og vi var klar til at køre afsted.


Som Herman havde talt med os om ved vores første møde dagen i forvejen, så vil vi starte med at prøve efter Oryx. Noget som ifølge ham ville kunne gå hen og blive lidt af en prøvelse. For som han sagde "They run and they run and they run". Derfor ville jagten også komme til at foregå fra bil. Jeg ved godt at nogen ser det som uetisk og i Danmark var det heller ikke noget jeg kunne finde på. Men i Sydafrika ser man ikke sådan på det, og så vil jeg altså ikke være den der skal komme og fortælle dem hvordan det skal gøres – og hvis man så samtidig er indehaver af de pürsch-evner som jeg har, så må man jo tage til takke med hvad man kan…

Jeg havde afprøvet div. skydestillinger og måder jeg kunne komme rundt i forskellige vinkler. Vi ruller stille afsted ad den lidt bakkede grusvej. På venstre side har vi hegnet, grænsen af området vi jager i, på højre side noget lidt tæt krat med åbninger her og der. Både Herman og jeg har vores opmærksomhed rette den vej ind.

– Senere kan vi så se på filmen som Jørgen optog, at han mest koncentrerede sig om det der foregik på den anden side af hegnet. Men skidt, vi skal jo begge lige igang...

Mentalt havde jeg forberedt mig på en lang dag på ladet, som forhåbentlig ville gi en masse spænding og ikke mindst gi os lov til at se en masse vildt og noget fedt afrikansk natur. Men, efter ca. 5 min. kørsel ud af den lille grusvej, og med Hermans og mine øjne hovedsageligt rettet ind mod det tætte krat på højre side, må Samuel og jeg ha fået øje på ham næsten samtidig. For i det jeg ser ham ligge der ca. 35 meter fremme, stopper og slukker han bilen. Jeg prikker forsigtig til Herman og peger frem. Ord er ikke nødvendige.

Oryxen lå dér lige så stille. Siden mod os men ansigtet pegende væk. Jeg var helt sikker på at Herman, så snart han havde fået taget dyret i øjesyn gennem kikkerten, ville ha sagt til mig at det enten var en hun, eller han var for ung. Men nej. Jeg kan ikke huske præcist hvad han sagde – og kan ikke høre det på videoen, men budskabet var klart "Shoot it".

Tænkte i første omgang at det var lidt mærkeligt at skyde et dyr der ligger ned. Og nikker derfor i retning mod dyret og kigger på Herman..? "Shoot it" gentog han bare. "It’s a very old bull".

Nå ja, men som sagt, så skulle jeg ikke være den, der kom og fortalte dem nede i Sydafrika, hvordan det skal gøres. Man må som gæst respektere kulturen. Så lige så stille som jeg kunne, løftede jeg den lånte .308’er for at lægge den an på bilens tagbøjler, så jeg kunne komme til skud.

Netop som jeg var ved at ha den i position, ramte lyddæmperen tagbøjlen med et lille let KLONK. – TOTAL BEGYNDERFEJL. RALLE DIN STORE IDIOT!

Selvom jeg havde riflen helt nede i position og kunne se tyren gennem kikkerten, så afventede jeg et øjeblik. Jeg var slet ikke i tvivl om, at han hørte det, og at han et splitsekund efter, ville springe i vejret og styrte derfra som en alkoholiker der springer til baren, når der bliver ringet i klokken for en gratis omgang.

Jeg ville ikke skyde i panik. For det første, ikke mit allerførste skud i Afrika og for det andet, så selvom det kun var ganske kort afstand, så med et dyr der er helt på spidserne, så er det splitsekund fra kuglen forlader mit løb til den rammer sit mål, en ubehagelig faktor som jeg ikke ville ha med i mit regnskab. Så jeg afventede – og med kun 4-5 min. jagt i skuffen, så kunne jeg da nok også ha råd til at ham her smuttede.

Oryxen – MIN oryx – drejede stille hovedet halvvejs om mod bilen. Ørene holdt op med at vifte efter fluerne, mon lod til at lytte. Det var dog kun for et kort øjeblik, og så vendte han tilbage til sin tidligere position. Hovedet drejet væk og ørene viftende her og der.

"Right on the shoulder". Tog en indånding. Åndede halvt ud. Fandt hans skulder og…

Han har næppe hørt hvad der ramte ham. Han tiltede bare stille om på siden og så lå han der.

Jeg havde genladt allerede inden hans hovede ramte jorden. "Det afrikanske vildt er utroligt skudstærk, så altid vær klar…" Jeg var helt klar til at følge op hvis den her skovsnegl så meget som rørte knoppen på sig! Men nej.

"You will not believe" hviskede Herman efter nogle få sekunder.

"We have come here whit hunters that we have drive in three days not getting Oryx. Caus’ they just keep running and running and running." 5 min. jagt og et stk. gammelt og slidt – men stadig prægtig – stykke Oryx! Hvor heldig har man lov at være?

Stedet hvor vi havde skudt oryx’en syntes Herman og Co. ikke om, som det sted der skulle tages trofæ-foto. Til de som aldrig har været der, trofæfoto går de rigtig meget op i. Så derfor besluttede de at vi, Jørgen og jeg, skulle køres ud på et åbent stykke, som lå 5-10 min. kørsel derfra. så vil de køre tilbage og hente oryxen og komme ud til os, så der kunne tages billeder der. Så kl. ca. 0830 på den første jagtdag jeg havde i Sydafrika, stod Jørgen og jeg ude midt i noget, der kunne ha været taget ud af en BBC-dokumentar, mutters alene, med uden så meget som en kniv på os, mens vi så bilen køre derfra. "Det er fanme surrealistisk" var det eneste jeg tænkte -og helt utroligt flot. Med giraffer, zebra, impalaer, vortesvin, blesboks og nogle gnuer (kan altså ikke skelne om det er den ene eller anden slags wildebeest!) Fantastisk oplevelse.

Selvfølgelig havde Jørgen glemt tændstikker til vores piber, som vi ellers havde tænkt os at fyre op i. Men hva gjorde det. Vi stod her in-the-middle-of-fucking-Africa – eller det er så langt fra midten, men… Jeg sad her sammen med min gode ven, ude midt i ingenting. Kunne se en masse vilde dyr lige rundt om os, midt i det mest utrolige sted. Vi havde fået to kolde øl inden bilen kørte – OG jeg havde lige skudt en oryx. What’s not to like?

1. jagtdag, eftermiddag – kudu

Efter noget frokost og ti min. på ryggen, kørte vi ud i et område som ligger ca. 60 km. fra lejren.
Planen var kudu. Denne gang skulle jagten foregå fra et blind (læses som engelsk!) Altså et skjul som var bygget til os, så vi kunne sidde på anstand. Præcis som en del kender det fra den danske bukkejagt. Forskellen er dog at man dernede ingen, hverken etiske eller lovformelige, regler har for at man ikke må fodre dyrene til sig. Så vi blev sat af ved et blind lavet af masser af gammelt tørt buskads, som var perfekt til at vi kunne sidde derinde. Det var endda lavet med to fine huller, så både Jørgen og jeg kunne kigge ud samtidig. For som Herman sagde, så var det bedre at han kiggede mig over skulderen og dermed ud af samme hul som jeg. Så var vi mere sikre på at det var det samme dyr vi talte om, hvis det skulle komme dertil.

Ti min. efter vi var kommet på plads kunne vi høre traktoren nærme sig, og så blev der ellers smidt foder af. Tror kun der gik fem min. så så jeg nogle bevægelser i buskadset foran os. Der stod en kæmpe kudu tyr! Jeg drejede forsigtigt hovedet en kvart omgang bagud, blot for at få Hermans opmærksomhed, mens jeg pegede. Han løftede kikkerten et øjeblik og hviskede så "No, it’s to young!"

"Ja ja", tænkte jeg, Herman skulle jeg ikke lægge mig ud med. Det er ham, der er vant til at kigge på dem, ikke mig.

Flere tyre kom til, og om hver eneste af dem tænkte jeg at de var enorme. Men Herman sagde ikke noget, og det tolkede jeg blot, som om at der ikke var nogen der var værdig til at ta ud af produktionen, og jeg nød derfor bare synet af de prægtige dyr. Der kom også flere hundyr og yngre dyr til.

På et tidspunkt stod der en flot tyr med siden til mig. Den grønne lucerne viftende ud af munden på ham, i takt med at han gumlede. Samtidig stod der et ungt dyr bag ham og gjorde det samme. Men de stod på en sådan måde, at tyren dækkede fuldstændig for det unge dyr. Selv deres ben stod bag hinanden. Det eneste der kunne ses af det unge dyr, var totten med lucerne, som stak ud bag ved tyren – altså bagenden – så det fuldstændig lignede at der stod en kudu og åd med både hoved og røv. Men vi var der jo altså for at jage, så jeg kunne ikke tillade mig at hverken grine, pege eller fortælle. Som jagt er så tit, så var det bare en af de øjeblikke som måtte lagres på mit helt private harddrive…

Vi sad vel kun omkring tre kvarter til en time

, før Herman udpegede en tyr til mig. "Shoot that one!" En tyr, som netop var trådt ind på banen. Den var meget pjusket i pelsen og striberne på siderne var næsten ikke til at se. En gammel fyr, som ud at dømme fra dens adfær også havde mistet status som den dominerende tyr. Vi måtte vente lidt, for at kunne få et godt skud uden fare for at ramme andre ved et evt. gennemskud.

"Wait" – "Not now" – "Now, shoot him".

Han stod rigtig fint med siden til. Jeg havde hele vejen fulgt ham med riflen. Dels med højre øje gennem kikkerten og det venstre som overblik. Hurtigt fandt jeg stedet som Herman havde vist mig aftenen før i museet. Op langs forløbet, find midten af kroppen og gå en smule ned. Ro på vejrtrækningen og… KNALD

. 

Han tegnede lige med det samme for en god kugle. Kroppen sank en smule og han bakkede et skridt. Derefter tog han tre fire skridt væk fra os og allerede derfra kunne man se den var helt galt med vatterpasset. Tre-fire skridt mere vaklede han fremad og tiltede om på siden. 10-15 sekunders spjætten og så var der helt ro. En prægtig gammel tyr var sendt til de evige jagtmarker – eller! Det er jo egentlig et mærkeligt sted for et dyr at tá hen. Men skulle da tro at de ville finde et sted uden jægere. Men hvad ved jeg…

"Can you belive!" sagde Herman bag mig. "Old clever bastard. That kudu is as old as the mountains. You can not get him older than that". Fantastiske ord at høre. For mig betyder tal og størrelser mindre. Jagtens forløb, skuddets placering (at dyret hurtigt forender) og at det er det rigtige dyr at tage ud af produktionen, er langt væsentligere.

Jeg havde holdt mig klar til at give et opfølgende skud. Men som tiden gik løftede jeg hovedet og nøjes med at holde riflen pegende i den retning. Lige nok til at jeg kunne se da Herman hviskede mod Jørgen: "Did you get it?" og Jørgen forsigtigt drejede hovedet om mod os og med øjne så store som den der smiley svarede "NO – I couldn't find it. Fuck". Et klasse eksempel på hvor svært det er at være kameramand. Bare den lille afstand der var mellem de to huller vi kiggede ud af – og det faktum at Herman sad og hviskede til mig, og ikke tog sig af om Jørgen kunne følge med eller ej, det er en verden til forskel. På optagelserne kan man sagtens se MIN kudu, og jeg var derfor sikker på at vi nok havde fået skuddet, bare ikke lige i centrum af skærmen. Men da en af de andre, den som Jørgen troede det var, bevæger sig mod venstre, følger han den, og lige som man akkurat ikke kan se min mere falder skuddet. Derefter vælter kameraet rundt i forsøget på at finde den der er ramt og da den igen finder ham, ligger han allerede næsten færdig. Selvfølgelig en skam. Men skidt. Det gav en sjov historie, og film eller ej, så havde jeg jo lige fået en helt fantastisk kudu!

Vi gik over og tog ham i nærmere syn. Utrolig flot tyr. Rigtig flot trofæ. Viste sig også da han senere blev målt op at han målte utrolige 56". Så han var en stor fyr. "I think it's the oldest kudu I've ever seen..."

2. jagtdag, formiddag – impala

Fredagen startede som torsdagen. Lækker morgenmad. Herefter kørte vi igen ud til området hvor jeg dagen før skød min kudu. Impala Paradise, som de kalder det – og ja, det var netop hvad vi skulle forsøge os efter, impala.

Jeg havde hjemmefra givet Jørgen en lille gave, at hvis han havde lyst, måtte han skyde en impala. Det var han helt med på. Herman havde sagt at han kunne gå en tur sammen med Samuel for at se om de kunne pürsch sig til en. Men Jørgen havde sagt at han egentlig godt kunne tænke sig at gøre det fra blind, så vi kunne gøre det sammen, lige som med dem jeg havde skudt. Og som med alting på Matswani – intet problem.

Men først var det altså lige far her

, der skulle ha lov og se om der kunne komme én til mig. Som med kuduen satte vi os i blind og ventede. Vi sad kun ca. ti meter fra et lille vandhul. Et ganske lille og mudret vandhul, men pga. tørken et sted hvor der højst sandsynlig ville komme vildt til. Der gik heller ikke længe efter, der var faldet lidt ro på, inden der kom et hun vortesvin med fire halvstore unger. Dem sad vi og betragtede noget tid. Der er mange der syntes de er grimme. Men jeg syntes nu de er så søde at se på med deres små haler der stikker op som antenner. Det var også en af dyrene på min liste, og vi havde også talt om, at hvis der kom en her ved vandhullet, så havde den prioritet frem for impala. Men der kom dog aldrig andre end disse fem.

Der går dog heller ikke længe inden Herman peger ud i bushen og gør opmærksom på den første impala der nærmer sig. Han peger også ned på riflen lige for at minde mig om det vi talte om

, da vi satte os klar i blindet, at afsikre riflen så vi ikke risikerede at det lille klik, som den kunne lave hvis man ikke var forsigtig, skulle skræmme dem.

Det væltede frem med impalaer. Heldigvis var vinden lige mod os, og de kom fra siden og forfra. Der skal nok ha været 50+, bare som vi kunne se nede ved vandhullet og sikkert en masse flere uden for synsvidde. Men belært at dagen forinden, så følte jeg ikke behov for at sidde og pege på den ene eller anden. Jeg var helt tryk ved

, at Herman nok skulle sige til når han havde spottet den rigtige. For som med kuduerne, så var der også flere hanner som jeg syntes så fantastiske ud.

Vi sad vel ca. en time inden Herman prikkede til mig og udpegede en han som stod bag et træ. Han kom frem så vi kunne se ham i fuld figur, men den var omgivet af andre og stod med fronten til os. Så et skud var ikke muligt lige med det samme. Vi blev ved med at følge ham

, mens han stille gik bagom vandhullet, for at stille sig i modsatte ende af os. Dog stod han meget spids, og der var et par stykker, som stod meget tæt op ad ham. Så igen – tålmodighed. Pludselig hæver han hovedet og kigger væk fra os. Der var åbentbart noget som der fangede hans interesse så meget, at han følte behov for at dreje forkroppen en smule med. Lige hvad vi havde ventet på. "As soon as the little one behind him is gone, you can shoot him" hviskede Herman. Det unge dyr der gik bag ham listede stille forbi.

"Shoot" – som sagt så gjort. Han stod stadig en lille smule spids til os, men bedre end til at starte med. Jeg havde fundet det sted

, som jeg, ud fra vinklen, havde vurderet som det rigtige sted at sætte kuglen. Op langs det forløb der vendte mod os, og lidt frem, for ikke at ramme ham for bagligt, og så på højde med linien mellem de to farver brun der løber hen langs siden på dem.

Krydset sad som det skulle, et lille klem og... Han stejlede, drejede næsten 180 og stak af sammen med alle de andre impalaer. "Excellent. You got him". Dejlige ord at høre. Umiddelbart havde jeg jo en god følelse af skuddet. Jeg var helt i ro. Krydset sad hvor jeg ville og alt føltes rigtig. Men… Der kunne jo være så meget. Så altid rart når en gammel erfaren ræv gi sin godkendelse.

Bilen blev tilkaldt i mens vi bevægede os ud af blindet. Vi kunne, derfra hvor vi sad, ikke se hvor han faldt, eller om han i det hele taget var faldet. Som udgangspunkt havde jeg jo kun Hermans ord for, at det var et godt skud. Men var det lige oppe i buskene, eller skulle vi for alvor há gang i Samuels tracker-evner. Herman var afsted, mens Jørgen hjalp mig fremad – Afrika er trods alt ikke det nemmeste terræn at bevæge sig rundt, men jeg har prøvet værre. Vi gik rundt om vandhullet og ned hvor den havde stået. Mine egne småt-erfarne evner gik straks igang med at analysere stedet. Der var tydelige afsætningsmærker fra der, hvor han havde stået. Var der blod? Men der var som ingen grund til så mange bekymringer. 25-30 m. derfra stod Herman. Selvom mine erfaringer med at læse skudtegnene på dyrene ikke er så trænet endnu, så kunne jeg tydelig aflæse ham. Jeg havde skudt min impala!

2. jagtdag, sidst på formiddagen – Jørgens impala

Efter de obligatoriske trofæfotos og hvad der var blevet en tradition, en kold øl, tog vi videre til et andet lille, og om noget endnu mere mudret vandhul, hvor vi skulle se om Jørgen kunne få en impala.

Det der med at drikke øl så tidligt… Her hjemme i Danmark, hvis vi er på tur, plejer vi at ha en lille regel der siger, at klokken skal være over 11 inden der må drikkes øl. Nogen gange 10, hvis situationen taler for det. Ja ok, nogen gange før det. Regler er til for at blive bøjet… Men vi blev nu relativ hurtigt enige om, at syd for ækvator der er regelsættet et helt andet. Her er der så meget der er anderledes. Solen står i nord til middag. Vandet løber den anden vej ned i afløbet osv. Så her blev der altså også fri druk døgnet rundt – altså med måde. Det var jo jagten der havde førsteprioritet!

Vi fik sat os i blindet. Både Jørgen og jeg sad med hver vores riffel. For hvis nu vortesvinet kom, så vil det altså være mig, der fik den mulighed. For det vælter med impalaer i sydafrika. Dem skulle vi nok komme til. Men lad os bare få spændingen ødelagt allerede nu. Der kom ikke nogen grissebasse.

Jeg havde egentlig heller ikke regnet med, at den ville komme, så derfor var det også med en helt anden ro på, jeg sad med i det her skjul. Jeg var helt overbevist om, at det var Jørgen der skulle stå for jageriet og mig der skulle filme. Så da vi alle tre sad godt placeret i blindet og klar til at observere, prikker jeg til Jørgen og visker: "Rækker du mig lige kameraet?"

De store øjne som jeg havde set fra aftenen før, kiggede på mig igen. "Shit, det ligger i bilen." Herman fornemmede hvad der var galt og kaldte Samuel tilbage. Men et hurtigt samråd mellem Jørgen og jeg og vi afblæser. Jeg havde min telefon og den tager nogle udemærkede billeder og video. Så den måtte vi nøjes med.

Der gik ikke længe inden en lille flok blandede kuduer kom til vandhullet for at drikke. Vi nød bare synet. Vi så flere gange impalaer. Både nogle som vi kunne se ud gennem vores kighuller, men også nogle som vi kunne se igennem vores skjul, som går bag os.

I modsætning til de andre steder vi har været, så drillede vinden os lidt denne gang, og fes rundt som en hund efter sin egen hale. Så flere gange måtte vi se flokken smutte afsted.

Endelig kom der en impala som Herman udpegede som et rigtig fint eksemplar. Som så ofte, så stillede den sig jo ikke bare op til en kugle. Så vi fulgte den intens. Jørgen med riflen og mig med kameraet. Den trippede stille rundt om det lille mudderhul væk fra os, indtil den stod i modsatte ende. Desværre stod den nu med front til. I al vores iver havde vi dog ikke set den kudu ko der stod skråt til venstre, og som muligvis havde fået fært af os. Pludselig gav den et advarselsbrøl, og alle dyrene omkring vandhullet satte i spring. "Jørgens" impala kunne vi kun se røven af som den sprintede væk fra os og vandet. Herman hviskede, at det var det, den ser vi ikke igen. Men Jørgen derimod, han må ha tænkt noget i retningen af: Den kom for at få noget at drikke. Den fik aldrig noget at drikke. Ergo må den jo komme tilbage. Så han kiggede på os og hviskede: "It’ll be back."

– Ja ja, Jørgen, du bliver klogere. Sådan tænker dyrene jo altså ikke. For dem er hver dag en kamp på liv og død, så der går nok flere dage inden den kommer tilbage til det her hul.

Nå, men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg kiggede på telefonen for at se hvad jeg havde fanget, da jeg så, at mine fede fingre må ha ramt optageknappen da jeg løftede den op, for der var kun optaget 7 sekunder og så var den stoppet igen. For h… Hvis Jørgen havde skudt den impala og jeg ikke havde filmet det, så ville han jo aldrig ha troet at det ikke var hævn for at han ikke fik min kudu – og det var det på ingen måde. Så jeg sad der med et stille lettelsens suk og var glad for at den løb…

Vi sad vel i yderligere ti min., da jeg fik øje på den. Samme vej som den var stukket af, kom den nu lige så stille trippende tilbage. Jørgen havde ret. Den VAR altså så tørstig. Herman kiggede den an. Den var go nok, det var den. Nu skulle den bare stå rigtigt. Den fortsatte hvor den slap i sin runde rundt om vandet til den kom om, og stod kl. 3 i forhold til os. Trippede et par forsigtige skridt ud i mudderet for at nå til en smule af den vand der var, som gjorde at den dermed stod perfekt med bredsiden til os. "Take it" sagde Herman. Jørgen forsøgte at rette sig til. Men fordi den stod hvor den stod, kunne han ikke få svinget riflen helt om på den som han sad der. "But I can not" hviskede han mens han gjorde tegn til, at han ikke kunne se den. "Then move yourself!" blev der bare kommanderet. Sådan, nyjægerne skulle jo nødig få den idé at det bare er ren dovneri at gå på jagt. Jørgen fik rettet skydestillingen og bum. Den gik ned lige i knaldet. MEN, der var noget ved måden den faldt, som Herman ikke har syntes om. Jørgen fik hurtigt besked på at genlade og "If it moves then shoot it again. I’ll run around. Don’t shoot me."

Der blev genladt og mens Herman var på vej ud af skjulet

, sidder Jørgen lidt fortvivlet og kigger på dyret mens han hvisker: "Var det fordi den stod i mudderet eller hva..?" Jeg prøver med min overlegne jagterfaring at berolige ham lidt. "Arghhh, det var vist meget godt. Men bare hold krydset på ham og som Herman sagde, så skyder du hvis den rører på sig. Så skal jeg nok sige når Herman nærmer sig og du skal dreje riflen væk."

Jørgen koncentrerede sig om at holde krydset på impalaen mens jeg både skulede lidt til den

, men ikke mindst forsøgte at få Herman i syne. Pga. bevoksningen kunne jeg ikke se ham det første stykke vej, og siden vi nu sad og pegede med et ladt våben, lige der hvor han ville løbe hen, ville jeg da godt ha kontakt, så der ikke opstod en dum og farlig situation.
Nu er det godt nok lang tid siden jeg har gået i skole, så det kan da godt være ordet RUN har fået en anden betydning siden jeg lærte det, eller også er det bare sydafrikanerne der selv har tillagt det en anden betydning, for det tempo Herman kom til syne i, det ligger nu et stykke fra min opfattelse af run. Jeg vil nok kalde det for rask, men bestemt gang...

Vi fik styret riflen væk, sikrede og afladede mens Herman tog et greb i impalaen og trak den ind fra mudderet og ind på det tørre sand. En tommelfinger i vejret og jeg kunne klappe Jørgen og ønske tillykke. En situation som er fanget på kameraet, men mindst lige så vigtig

, er lagret godt og grundigt på min egen interne harddisk. For nok så mange mennesker kan se den, men hvis du ikke er blandt en af de to der sad der i skjulet, så vil du nok aldrig kunne sætte dig ind i det. Mange jægere har oplevet lignende situationer, men hver situation er unik.

En stolt ny jæger får taget trofæbilleder, noget både Herman og Samuel lagde stor energi i.

2. jagtdag, eftermiddag – ikke en skid!

Middagsmaden blev indtaget på en lodge der ligger i området. Der var ingen gæster, så vi kunne nyde et par timer i ro og mag. Mens Herman tilberedte middagen som bestod af en afart af stegt flæsk med skiver på ca. 250 gr. samt noget kold kartoffelsalat – og selvfølgelig en kold øl. Den sydafrikanske Carling Black Label er så absolut en god øl.

Vi fik besøg af en af Hermans tidligere politikollegaer, og da Herman modtog et opkald mens vi indtog maden, kunne han desværre oversætte at han fik besked om

, at den bøffel der var stukket ud af sin indhegning dagen forinden, var død. Noget vi godt kunne mærke på stemningen resten af dagen. Det er en længere historie med bøflen, men vi nøjes lige med den helt hurtige.
Bøffel ud - Bøffel død - Herman træt af det.

Efter middagsmaden var indtaget og der var slappet lidt af

, kørte vi ud til endnu et nyt blind. Denne gang primært i håbet om, at et vortesvin ville komme ud når nu solen begyndte at gå ned.

Selv med min meget korte bøffel-historie, så er det for sent at gøre den her historie kort. Men lad mig bare forsøge hurtigt at runde den her dag af. Der skete ikke en skid. Eller det vil sige

, at kort efter vi var kommet til, kom tre unge vortesvin og fik sig et mudderbad. Der kom også en flok kuduer, som uden at ha fået fært af os, har været klar over, at der har været et eller andet som de ikke kunne li. For de brægede op – især hunnerne (skal jeg ikke lade vær med at kommentere mere på det...) – og så fik de skræmt sig selv og alt der var i nærheden, så de stak af, men var dog ikke mere bange end de kunne løbe et par hundrede meter for så at vende om og lige så stille komme tilbage. Når de så var ved at være der igen, så gentog det hele sig. Med varmen og fluerne og det hele overvejede jeg på et tidspunkt seriøst at skyde et skud op i luften og råbe at de skulle skride ad helvede, til hvis de ikke kunne klare lugten i bageriet. Men styrede mig dog.

Da vi ikke længere kunne se noget

, kaldte Herman efter Samuel og bilen. Vi havde sagt ja til at deltage i Tribal Evening. Egentlig et meget hyggelig arrangement, hvor man kommer op og spiser noget traditionelt afrikans mad med fingrene, rundt om bålet. Der kommer nogle lokale og synger og danser. Men vi var begge så trætte efter en lang dag, så det blev desværre oplevet med tanken "Er det ikke snart slut så vi kan komme ned i lejren" kørende i hovedet det meste af tiden.

3. jagtdag, morgen – blesbok

Dagen startede som de foregående, med indtagelse af Edwards (kokken) super lækre morgenbord, i selskab med Herman. Her forklarede han

, at vi ville starte ud med at køre over i det område hvor jeg skød oryxen, da der her var et stor åben område hvor der gik blesbok.

Blesbok holder sig primært på den åbne savanne

, og de løber så snart de bliver en smule usikre. Da jeg til gengæld ikke har så god kemi med løst sand, højt græs og ujævn terræn, ville denne dags jagt foregå fra bilen igen.

Ca. 0645 var vi på den igen. Jørgen, Herman og jeg var standeret på ladet af bilen og Samuel bag rettet. 308'eren var ladt og sikret

, kameraet klar til action og så ellers bare afsted. Vi kører kun nogle minutter inden vi ser de første giraffer. De havde da fuld fokus på os, men var ellers rimelige ligeglade og vi kunne køre forbi i en afstand af 20-30 m. Vi spottede de første blesboks, men ikke i skud-situationer. Efter kun 5-10 min. kommer vi lige fri af et træ og så står der en flot oryx  i en afstand af 70-80 m.

"It's a very very nice bull. You wanna shoot it?" spørger Herman.

Jeg må gi ham ret. Den var super flot. Stærk og med fine tegninger. Men nej. Jeg havde fået min oryx, og i modsætning til ham her, så var han langt over sine velmagtsdage. Nu er jeg selvfølgelig ikke ekspert, men tror godt ham her kan holde sig i live nogle år endnu. Så jeg rystede på hovedet "NO".

Men det var jo bare som Herman havde forklaret den første aften, at når han fik øje på et fint dyr, så ville han sige det. Så var det op til mig om jeg ville ha den eller ej. Så i stedet for at skyde

, så nøjes vi bare med at stå og nyde synet. Men chancen var der bestemt. Han stod med bredsiden til og hovedet drejet mod os i to min. Så han kunne sagtens ha fået et godt bladskud.
Da han listede af, kørte vi et par hundrede meter videre, og midt på sporet lidt fremme stod endnu en oryx. Denne var ikke så flot som hverken min eller den vi lige havde set, men stadig en oryx.

"I don't know what's whit your guys. That was the third oryx in three days. And you could have shot all three of them. I think there's some magic about you." sagde Herman og smilte.


"No, it's the team. Samuel, you, Jørgen and me. We are the lucky four." Fik jeg svaret.

- Som jeg tidligere har nævnt, så foregår jagten i Sydafrika, til tider meget anderledes end den gør i Danmark. F.eks. det der med at skyde fra bil. I det her tilfælde ligefrem bruge bilen til at presse vildtet lidt rundt. Nogen syntes det er etisk forkert. Jeg syntes bare, man skal acceptere at tingene foregår på forskellige måder rundt om i verden, og så er det det. Vil man ikke være med til det, så lad vær. Der findes jo næsten lige så mange meninger som der findes jægere. Nogen er til anstand andre til pürsch. Nogen til bue andre til riffel. Så længe vi ikke gør noget som er over, hverken lovens eller vores egne grænser, skal vi så ikke acceptere at meninger og holdninger er forskellige.

Vi kørte stille videre. I starten rundt i kanten af det åbne område for at se det hele an inden vi med bilen bevægede os ind mod den flok af blesboks vi havde lokaliseret. Kunsten ved at jage lige det her stykke vildt – fra bilen – er at de lynhurtigt er i bevægelse. Når de ser bilen på et par hundrede meters afstand, ser de den lige lidt an et par sekunder, inden de sætter sig i bevægelse. Og at tro man kan komme ind under 100 m. Det er næsten rent fantasi.

Ud over det, så er det en relativ stor flok – Skal være ærlig at sige at, jeg ikke er sikker. Ved ikke med andre. Men når jeg kommer i mit "hunter-mode", så går jeg over i sådan en tilstand af fokus og koncentration om at analysere alle indtryk der kommer ind i nuet, at jeg nogen gange nok glemmer at lagre de fleste af dem. Så ud fra de billeder og film jeg har, som ikke viser hele flokken i et, vil jeg sige 80-150 måske sågar 200 dyr. Så der er også en stor opgave i, at finde det rette dyr i flokken. Så der skal en god kommunikation til mellem jæger og PH. Jeg prøvede hele tiden på at kvittere for de meldinger jeg fik af Herman. Hvis han f.eks. sagde "Den brune ved siden af den hvide og nu står den med røven til os." Så kunne jeg sige "Og der løftede den hovedet" eller "kigger lidt til venstre". Bare for at vi var sikker på det var det samme dyr vi kiggede på.

Vi kørte lidt tid. Kørte lidt hen mod flokken. Stoppede og slukkede bilen. Herman udpegede først et dyr. Jeg fik krydset på den, og så satte den i bevægelse. Men det gjorde ikke så meget, for i mellemtiden havde han fundet et anden og bedre eksemplar. Krydset på den og før man så af det, var hele flokken i bevægelse. Sådan kørte vi lidt rundt. Men, med "The lucky four" så skulle der ikke lang tid til…

Bilen stoppede. Flokken var på vores venstre side, som var perfekt i forhold til hvordan jeg sad. Herman udpegede en fin brun en, og det var altså en brun jeg gerne vil ha. Syntes de har noget mere charme end de hvide. Den gik helt til venstre i flokken, kun sammen med et par brune mere og en hvid.
"190 meter" oplyste Herman. Jeg fulgte tyren, men så gik han ind bag en af de hvide, som også satte i bevægelse sammen med ham. Som om den kendte vores plan og dækkede over ham. Sammen passerede de endnu en brun. Den hvide stoppede op, men den brune fortsatte og kom dermed ind i flokkens beskyttelse. Øv.

"Okay, there is a very big brown one just behind the white one! If that white one walks you can shoot the brown one." Der gik kun kort tid, så flyttede den hvide sig. Men desværre gik der kun et splitsekund, så satte den brune også i bevægelse og ind i flokken. Men så tog den brune, som vi havde kig på i starten, en drejning der kunne ha ændret dens liv drastisk – skal vi sige ha endt det – den valgte nemlig for en kort bemærkning at søge lidt mod venstre, og kom dermed helt fri af flokken. Der var kun en enkelt sølle eksemplar af en hvid tilbage sammen med den. I starten gik den væk fra os, og bød derfor ikke ind til et skud. Så blev den åbentbart enig med sig selv om, at det nok var smart at holde sig til flokken igen, så den drejede mod højre og stoppede op. Nu var der bare den lille hvide som stod i vejen. 200 meter sagde Herman. Hvis den hvide passere så kan du skyde.
Der gik kun kort tid. Så stod han hel fri. En lille smule skråt med bagenden til os, så jeg fandt linien imellem forløbene og kom op på kroppen og…

Den stod stille et sekund efter skuddet og så satte den og resten af flokken i bevægelse.
"You shot over". OVER. Hvordan f… kunne jeg skyder over. På 200 m. burde jeg da ha en smule kuglefald, så hvis jeg skulle ha skudt over, så burde jeg da ha sigtet noget af et stykke over. Jeg sad godt nok ikke helt perfekt, men syntes nu jeg havde godt hold på den i kikkerten. Men nej. Træerne vokser ikke ind i himlen og med fire dyr nedlagt i fire skud måtte jeg sande at jeg nu havde fejlet. Heldigvis var Herman sikker i sin sag, at dyret ikke var anskudt, det var en komplet forbier. Heldigvis ingen anskydning men fuck fucking fuck med fuck på (undskyld mit sprog, men det var nogen lunde sådan jeg tænkte).

"See this’s where the really shooting starts. The shooting is already finish now.

Now we will see if you really can shoot a rifle" fik Herman spydigt kommenteret bag mig, og Jørgen fik kvitteret med et fjoget grin.

Man skal ikke græde over spildt mælk, og der var ikke andet at gøre, end at komme op på hesten igen. Men den gav mig et alvorlig hak i stoltheden, som fulgte mig et godt stykke ind i de næste par dage.

Den hvide, den som jeg omtalte som et sølle eksemplar, løb bagerst i flokken. Eller det vil sige den løb vel kun 30-40 meter og så begyndte den at gå igen. Den gad ikke engang følge med. Det var ikke for sjov, at jeg kaldte den sølle. Den var meget svag og afkræftet. Selv uden kikkert kunne vi på de ca. 200 meter se hvor tynd den var, og meget beskidt. Herman spurgte om jeg ville ta den. Kunne få den til halv pris!

I Afrika er det relativt nemt at lave et budget, for her er prisen afhængig af hvilken art det er. Der er ingen forskel på størrelsen. Eller jo, er den i medaljeklassen, så kommer der lidt oveni. Men det er en fast medaljeafgift, og hvis du bare regner det med fra starten, så får du da om noget lidt retur.

Hjemmefra havde jeg lavet en liste med dyr, som jeg godt kunne tænke mig at få på kornet – og havde råd til. Jeg vidste også udemærket godt, at det ikke var sikkert, at jeg kunne få dem alle, men selvom det skulle være tilfældet, så ville jeg altså ikke begynde at skyde til højre og venstre. Tildels pga. økonomien, men endnu mere, for at kunne se mig selv i spejlet. At det ikke var rent Shoot & Hit, men dog var en lille smule selektivt.
Men den hvide dér. Den var så sørgelig, at jeg syntes ikke jeg vil ha det godt med at lade den gå. Man skal jo som sagt huske på at, pga. hegnene, så er det ikke alle steder der er rovdyr. Så derfor er det ikke altid, der er nogen til at tage de svageste i flokken. Det skulle lige vendes lidt i hovedet. Jeg ville ha den brune hvis muligt vs. det kostede det mere hvis jeg også skulle ta den hvide vs. afvige fra min liste vs. ville det ikke være det eneste rigtige at aflive så svagt et dyr. Tankerne fik lov at flyve lidt, bilen var allerede på vej væk fra den hvide og efter flokken.

Vi stoppede ca 160 m. fra flokken. Herman fandt en fin en og fik den udpeget til mig. Desværre stod den bag en lille busk. Jeg havde den på kornet. Men da den ikke gad står dér længere, satte den direkte i løb væk. Så ingen mulighed der.

Med det samme havde han fundet en anden. "To the left just in front of the white one." Jeps, den var jeg med på. Men da jeg fik drejet over på den, satte den også i løb og løb 30-40 meter, inden den stoppede bag ved en af de andre. "It’s clever" kan man høre Jørgen hviske på videoen.

Herman så den lidt an mens den stod der og kom så med melding om, at den er ikke så stor alligevel.

"There is a bigger on here. If you go to that three. Number to. That one that walks now he’s a bigger one."

Kommunikation kommunikation kommunikation så derfor blev der hele tiden fortalt hvad dyret, som Herman havde kig på, gjorde.

"He’s walking slowly. Now he’s standing very bad."

Han stod meget skråt for os, næsten kun med røven til. "Let’s wait for him to turn a little more right."
Han drejede en smule mere til højre, men det var kun for at fortsætte sin gang.
"There he walks forward now. There he stopped – just in front of that green three"

BUM. Han stod kun stille et øjeblik. Jeg var helt oppe i det røde felt med koncentrationen. Det kunne ikke passe med det første skud. Det grønne træ som Herman omtalte var en lille busk som knap gik ham til undersiden af bugen, så hele bladet var fri.

Umiddelbart syntes jeg, han tegnede fint nok i skuddet og ikke mindst de næste par skridt han tog med ryggen let skudt opad og hovedet ned, som var han i fuld angreb. Men derefter løb han ind i flokken og jeg kunne ikke følge ham mere.

Ganske kort efter skuddet kom den opmuntrende besked bagfra "Got him!" og kort efter, jeg havde tabt syne af ham mellem flokken, kom det yderligere "There hi’s down. Hi’s brown and his down."

Ha ha ha, lød der yderligere bagved.

"That was a good shot now, cowboy." Nu var det et to-stemmigt ha ha ha der kom der omme fra. Jeg var dog ikke helt nået til grinestadiet endnu. Jeg havde stadig fokus og var klar til at gi et opfølgende skud.

"I didn’t see were he got down" fik jeg svaret. "You don’t have to. Now would you pleas help me whit that white one?"

Tankerne var jo vendt i mit hoved, så der var ikke så meget at rafle om. Selvfølgelig skulle den hvide tages ud af sin elendighed. Jeg ville ikke ha det godt med, at lade den gå.

Den historie vil jeg ikke gøre så meget ud af. Vi kørte over hvor vi sidst havde set den. Ja, vi havde sådan set stadig øje på den, men der var 3-400 meter derover, og det var der ingen grund til at vove sig ud i. Vi kørte over til den, og selvom vi standsede på en afstand af 40-45 meter, bevægede den sig ikke. Ikke engang da jeg bad dem køre bilen lidt længer frem, da jeg ikke kunne komme til at dreje om og få et ordentligt skud, gad den så meget som, at dreje hovedet over mod os. Det var som om den bare stod der og sagde "Så skyd mig da for f…" Så sådan blev det. Han har næppe selv hørt det, han var væk med det samme. Et rent "mercy-kill".

Den blev læsset op på ladet til os andre og vi kørte over hvor den brune var faldet. Eller det vil sige over i området. For Herman havde jo set den gå ned, og var sikker i sin sag. Men at finde den i det knæhøje tørre græs, var ikke bare at gøre fra bilen. Så der blev lavet en spredt orden, hen gennem det område hvor de vidste den var faldet. Selvfølgelig ikke mig. En konge har jo sin plads på tronen – Som i det her tilfælde var min kørestol på ladet af en Toyota ude midt på en sydafrikansk savanne i 40 graders varme. Men hvad betød det.

Den blev fundet, læsset på bilen og vi blev alle kørt hen til det samme område hvor der var taget trofæfoto af oryxen også. Fotoene blev taget, og som det var blevet en tradition, skulle Jørgen og jeg ha os vores trofæ-øl. Klokken var nu 0850 Så selvom indtrykkene havde været mange og jeg sagtens kunne ha skudt tiden til at være tæt på middag, så var det altså under tre timer siden vi sad og spiste morgenmad og her foran lå to fine trofæer. Måske ikke begge så fine i selve trofæets forstand, men for mig guld værd i trofæoplevelsen.

(Billede 5_Blesboks.jpg)

3. jagtdag, sidst på formiddag – vortesvin

Da billederne var taget, øllene drukket, os og dyrene læsset igen, kørte vi tilbage til slagteriet "Slaughterhouse" – det bliver hurtigt sådan et lidt The Julekalender dansk man taler med hinanden, når man kun er to der taler dansk og alle andre taler engelsk med os.

Vi fik aflæsset dyrene, sat mærker på og fik en hurtig snak om

, hvordan de skulle monteres. Derefter var det afsted igen. Herman havde en idé om, at vi kunne sætte os over i et lukket hochsitz  i et område, som ikke lå så langt fra lejren, men det var noget tid siden, der var blevet jaget der. Så det var en mulighed. Nu er det bare sådan, at jeg overhovedet ikke kan gå. Så det der med at komme op i et tårn 3-4 meter oppe, det er ikke så lige til. Men det var der styr på. Mens vi fik ordnet sagerne på slagteriet, havde Samuel samlet 4 stærke fyre – arbejdernes lejr ligger oppe sammen med slagteriet og når der var så få jægere var der masser der blev sat til forfalden arbejde- Så det var intet problem, at hive nogen ud fra det de havde gang i – som fik besked på at hoppe på ladet. Vi andre hoppede ind i bilen og så kørte vi derover. Der var kun et kvarters kørsel.

Hochsitzet var en lukket kasse på noget der ligner 2x2x4 m. En dør bagi med en – heldigvis – skrå og god bred stige op til. Der blev hanket op i mig og så blev jeg ellers ekspederet op i kassen. Jørgen, Herman, gevær, kamera og VAND fulgte efter.

Pga. lys blev døren lukket, så det eneste hul vi havde ud til luften var to små skydeskår på 20x30 cm. Da temperaturen uden for var omkring 40 grader vil jeg gætte på der var mellem 45-55 derinde. Så vi havde også kun lige fået lukket døren da Herman smed skjorten og sagde til os "You can take off your shirt. You can take of your pants to. You can take off all of your clots if you want." Så læner han sig lidt over til os, hvisker "I usually take the female hunters up here!" og griner...

Ja ja. Herman er en fantastisk fin, sjov og rar person. Vi nøjes dog med at smide skjorterne. Må ha været et fint syn hvis man havde været en flue på væggen med sådan tre, lidt for godt i stand, blege fyre som sad der i bar mave og svedte som svin.

Klokken er tyve i ti cirka, da vi sidder bænket. Jeg har snuppet det højre kighul og fået mig sat så jeg så nogenlunde kan se ned over det lille kunstige vandhul foran os. Riflen er stukket ud gennem hullet og kolben hvilende på mine lår, så den er hurtig at komme til. Herman sidder forrest i det venstre og så må Jørgen med kameraet dele lidt med ham. Så er det bare at vente.

Som altid, går der dog ikke længe inden vi begynder at se dyr der nærmer sig. Kan ikke huske om det var kuduerne eller nyalaerne der kom først. Men der gik kun ti minutter

, før vi så de første af dem. Vi nød bare synet. Efter lidt over en halv time, kom der fire sabel antiloper også. De var lidt forskellige aldre, og det var tydeligt at se, hvordan de bliver mørkere og hornene mere krumme med alderen. Herman sagde, at vi skulle vente, for han syntes han havde set skyggen af en monster sabel, som han var sikker på ville komme, det gjorde den dog aldrig.

Det blev til mere kiggeri og venten. Fra start til slut

, har vi kun siddet i lidt over fem kvarter. Men fordi det var så varmt, så ville jeg har sagt to en halv til tre timer hvis du havde spurgt mig.

Det virkede ikke som om der vil komme grissebasser hertil i denne omgang. Herman var ved at gøre de indledende øvelser til at kalde op i radioen og få Samuel til at komme med bilen igen.

Men så over igennem det venstre hul kunne jeg se noget komme listende. Jeg lænede mig frem og kiggede ud af mit eget. Jo, det var en gris. Den var kommet bag fra tårnet og har gået lige nede til venstre for os i retning frem mod vandhullet. Afstanden var ikke større end

, jeg uden kikkert tydeligt kunne se vorterne. Det var altså en han. Tænderne var ikke kæmpe, men jeg syntes han var flot.

Prikker til Herman og peger. Jørgen er heldigvis stadig vågen og hurtig klar på optageknappen.

"Is it ok?" spurgte jeg.

Herman havde kikkerten oppe og hvisker så "It´s not the biggest but he's okay."

"Can I take him?"

"Yes, you can take him." var svaret.

Tanken om et vortesvin på væggen tiltalte mig virkelig

, og både så få hanner vi havde set indtil videre, og den måde Herman havde talt om, at svinene kunne virkelig blive et problem at få fat på – muligvis også bare lidt utålmodig pga. varmen, gjorde det ikke så svært at ta beslutningen.

Så på ham igen. Men han stod lige foran sablerne, så indtil videre

, skulle jeg ikke engang ha peget riflen ned i nærheden. Sæt nu varmen fik patronen til at selvantænde eller hvad ved jeg. Skulle ikke risikere at skulle betale for en sabel. For så vil jeg jo ikke ha noget sted at hænge mine trofæer op, når nu jeg havde været nødt til at sælge mit hus!

Men som med resten af turen, så gik der ikke længe

, inden tingene flaskede sig. Efter at ha været blevet mobbet lidt af sablerne, trak svinet mod venstre og de til højre, som for at signalere: Bare skyd ham for vores skyld, vi er ligeglade.

Han stod stille med røven mod os og halen viftene stille og fornøjet rundt.

"Okay. When he turns broadside you can take him." hviskede Herman "Lets not be close to the sable now!"

Nej nej, Herman, bare rolig det skal jeg nok sikre mig!

Han drejer sig en smule så han står en lille smule skråt til os, men ikke værre end jeg sagtens kan tage et skud.


Igen finder jeg linien imellem forløbene op lige omkring midten, som Herman gerne vil ha det og SLAM.
Pumba faldt lige på stedet. Jeg har jo set en masse film inden jeg tog afsted, for at suge så meget viden til mig som muligt. Jeg ved også at stort set alle grise i hele verden ikke bare lægger sig for sjov. Så stort samtidig med at han ramte jorden havde jeg en ny patron i kamret og krydset på ham igen. Men det blev dog aldrig nødvendig med en opfølgning. Tror jeg fik hjertet, for der stod en ret stor stråle hydraulikvæske ud af højre side på ham. Senere da vi fik den taget i nærmer syn, mente Herman også, at jeg pga. vinklen, havde ramt ryggen, og det var derfor han ikke løb overhovedet.

Jeg var i al fald rigtig godt tilfreds med min lille grissebasse.

Så snart vi kunne konstatere

, at Pumba var taget til svinenes evige jagtmarker, fik vi døren flået op, så der kunne komme lidt luft ind. Utrolig så behagelig 40 grader varm luft lige pludselig kan føles.

Samuel var tilkaldt, og der gik ikke længe inden jeg igen havde hjulenen godt placeret i det sydafrikanske sand.

Jørgen havde jeg sendt i forvejen hen og filme dyret, og med hjælp fra en af "bærene" kom jeg også hen og kunne se ham an. Som jeg havde fået at vide

, så var han ingen medalje i størrelse. Men som jeg også tidligere har nævnt, så er oplevelsen altafgørende for mig, så er det andet bare et ekstra krydderi på historien. En fin gris – min gris.

Vi fik grisen læsset og kørte mod slaughterhouse. Lige inden vi skulle dreje ind mod lejren nærmest kastede Herman derimod bilen til den anden side og bremsede. Jørgen – vi sad på ladet på vej hjem, og nød vores øl – lænede sig ud over siden og råbte til Herman "You forgot the picture, right?"

"Yeeees, I forgot the picture" blev der grinende råbt tilbage. Ikke langt derfra fandt han et godt sted

, hvor Pumba kunne ligge på en lille sten og jeg sidde bagved.

Som han bagefter sagde "I take all my clients in wheelchair here to take pictures..."

Det blev slutningen på jagtdelen af min tur. Seks dyr, med syv skud, på to en halv dag. Det var helt fantastisk. Godt nok havde jeg halvanden jagtdag tilbage, men listen var nået og pengene brugt. Så efter en samtale med Herman, blev vi enige om at indstille jagten der. Og det blev fuldt ud accepteret. Der var ikke noget forsøg på at presse mig

, til at vi kunne da lige… Vi talte om det nede ved mit værelse senere på dagen, og jeg sagde det var slut. Han kiggede mig i øjnene og sagde

"Rasmus. Are you absolutly sure?"

"Yes Herman, I'm sure. I'we got six super fine trofees. One more than I had hoped fore before I came here. I'm a very happy man. So it's slut!"

"That's ok. Just want to make sure."

Og så var der ikke mere snak om jagt.

Dagen efter kørte vi i stedet med ham bare på en opleve tur. Fik lavet lidt filmoptagelser, som kunne klippes ind i det andet vi har filmet og selvfølgelig drukket lidt flere af deres gode Carling Black Label

Jeg vil gerne gentage mig selv endnu engang, og sige at jagt på den her måde er noget fuldstændig anderledes end at sidder time efter time, dag efter dag og vente på den flotte danske forårsbuk. Men ikke desto mindre, så var det en kæmpe oplevelse for mig. Bare at sidde her og genfortælle det på skrift – for har selvfølgelig gjort det masse gange sammen med billederne – det får alle minderne tilbage. Det har så også taget noget tid, det indrømmer jeg blankt. For jeg startede vist ud med at sige, at det var omkring fjorten dage siden jeg kom hjem, og det er nu over halvanden måned siden. Ting tager tid, hvis det skal gøres ordentlig!

Det er sikkert de færreste der gider læse helt her til. Men det er lige meget for jeg har fået lidt ekstra for pengene ved at skrive det – En gratis mental rejse tilbage til det lækre Sydafrika.

En hel fantastisk tur, som først rigtig ender om et års tid når jeg har mine trofæer hjemme.
Der skal lyde en kæmpe tak til alle, både her i DK og i Sydafrika, som har været med til at gøre den her tur så fantastisk og problemfri som den var. Tak for jeres hjælp.

Er normalt lidt imod at udpege nogen frem for andre. Men jeg blir’ nødt til at sende en speciel stor tak til min rejsekammerat/super gode ven, Jørgen – Du var fanme en super hjælp at ha med. Jeg håber du ved hvor taknemmelig jeg er. Tak!

Jeg kan kun på det varmeste anbefale Matswani. Det har været en sand fornøjelse. Aldrig er jeg blevet forkælet så meget. Det er et skønt sted og med nogle helt fantastiske rare, behagelige og hjælpsomme mennesker. De gør alt for at du skal ha det godt og få en fantastisk oplevelse ud af hele opholdet.

Det eneste negative jeg kan sige er – JEG ER NØDT TIL AT KOMME AFSTED IGEN ;-)

De bedste ønsker til alle der tager der ned om en fantastisk tur.

Rasmus Martinsen

Skulle vi langt hoppede jeg ind i bilen. Men ellers foregik transporten på ladet af Hermans Toyota. Den lidt ekstra lange rampe gjorde det relativt nemt for Jørgen, Herman og Samuel at løfte mig og stolen derop i en omgang. Bilens sider var i perfekt højde som anlæg for riflen.