Udskriv

Vores Afrikadrøm

Af Helle, Jesper og William Nielsen, 10. juli 2015

Pludselig kom muligheden og rejsen blev bestilt.

Skydningen blev lært og trænet alt det vi kunne og afrejsedagen kom.

Der var store sommerfugle i maven på den lange fly tur, men heldigvis tog KLM sig godt af os hele vejen.

Da vi ankom til Johannesburg blev vi mødt af Joe og Collin som stod storsmilende med skilte fra Matswani og store verden og snart mødte vi de danske guider og de andre jægere og fotosafari folk.

Af sted gik det til Pretoria og ind på vores hotel.

Efter en god nats søvn stod den på lidt sightseeing og vi må sige, und jer selv at komme op i toppen på Vortrekker museum. Derfra ser man alverdens vildt og den smukkeste natur.

Så gik turen imod Matswani og alt imens fortalte Joe og Nikolaj flittigt om de byer vi så og hvad vi mødte, det var super godt.

På vejen var der en lille pause med tid til et glas bobler og lidt snacks, Nylstroom/ Modimolle er en hyggelig lille by som vi aldrig glemmer.

Hen på eftermiddagen ankom vi til Matswani og da vi kørte ind på denne skønne perle glemte vi alt om de humblede veje og den lange rejse. Sikke en velkomst og sikke en ro vi mødte.

Dyrene går tæt ved lodgen og det er så specielt at se giraffer komme traskende ud af bushen og kudu stå og spise lucerne alt imens bavianerne laver ravage og jager rundt.

Frokosten blev serveret og allerede der fandt vi ud af at dette var en "+ 5kg's" rejse, så for sikke mad Lashley kan lave, hold da op!

Om aftenen mødte vi vores ph, Herman og fik en super god snak med ham inden turen gik på museet hvor vi fik nærstuderet dyrene og igen spist dejlig mad.

Det var en super mulighed for at få vist hvor man skulle skyde og lige studere dyrenes anatomi - jeg anede ikke at alle zebraer havde en trekant i deres mønster på bladet.

Jagtdag 1

kl. 6 bankede Lashley på døren og snart sad vi ved et overdådigt morgenmadsbord.

Af sted på skydebanen og det blev lidt af en omgang. William startede med at levere den mest elendige skydning nogensinde og vi stod måbende, Herman bad Jesper skyde og de første to skud gik super, men så gik riflen i stykker og han overtog Williams riffel og leverede også en forfærdelig skydning. Herman bad drengen pause og Helle om at skyde, to skud alt for højt. Stillede kikkerten og så to skud præcis i midten og Herman udbrød " there is at least one killer in this family".

Jesper og William kæmpede med skydningen og efter nogen tid og mange skud fandt de melodien.

Vi kørte ud på en farm og skulle gå efter zebra, blesbuck og gnu.

Vi var lige stået ud af bilen og begyndt vores purch da vi mødte en zebra. Helle stillede sig klar og nerverne meldte sig. Men hingsten kom aldrig fri og stak af.

Så gik vi videre og efter en times tid kom vi til gnu.

De gik på savannen, men de klumpede. I 45 min ventede Jesper på at en ville komme fri, men intet skete og pludselig tog pokker ved dem og de løb som gale.

Men intet var så skidt at det ikke var godt for noget, for nu så vi blesbuck.

Efter lidt tid med riflen og et hoppende trådkors affødt af nerver og spænding faldt en blesbuck for Helles kugle. Han var 137 meter ude og faldt i knaldet. Sikke en debut. Det første stykke vildt nogensinde.

Herman og Samuel, vores tracker, arbejdede hårdt for at give de bedste billeder, der blev fjernet græs og gravet lidt og flyttet på dyret og så blev der ellers taget billeder i massevis og Herman var, som han sagde "i vaterpas" han lå på langs og havde boblen på midten ;)

Da dyret var i bilen hoppede William, Jesper og Herman op bagpå og så prøvede vi at køre til flokken igen.

BOM, 111meter ude faldt endnu en blesbuck. Denne gang for Williams kugle.

Igen perfekt skud og denne gang måtte Herman kigge Helle i øjnene og sige "sorry, his is the biggest".

Der blev igen gjort alt for at få det perfekte billede i kassen og så gik turen tilbage til Matswani og aflevere dyrene i slagtehuset og hjem til frokost og et hvil.

Kl. 15 gik vi igen efter kudu. Turen gik ud til en af de andre ph's farme hvor der var set en stor kudu tyr.

Derude sad vi i skjul ved en næsten udtørret flod. Vi så INTET på trods af vi sad så stille at småfuglene hoppede på vores fødder.

Da mørket faldt kom vi hjem og der var tid til at bytte jagthistorier med de andre og igen sætte os til et fantastisk bord med mere mad end man kan drømme om.

Jagtdag 2

Efter en god nats søvn stod vi op og var klar til endnu en dag og blev mødt af smilende Herman som med det første spurgte "are you ready? we must kill something today".

Af sted det gik og vi kørte til en farm hvor vi pürchede efter gnu, zebra eller Impala. Vi så spor i massevis og vi så en masse dyr, men ingen som kunne skydes. Samuel viste os spor efter leopard der havde slæbt et bytte.

Så vi valgte at køre et nyt sted hen hvor vi skulle ud i et skjul hvor der var set en stor kudu tyr. De havde haft vildtkamera oppe i flere dage og han kom hver dag.

Vi sad på den anden side af en sø/vandhul og der var lagt lucerne og andet kudu slik frem.

Efter nogen tid kom en enlig impala, han spiste flittigt og Herman sagde han ikke skulle skydes.

Efter at have set på ham i over en time spurgte Jesper om ikke han kunne skydes og Herman grinte. Den var jo max en bronzemedalje. Men Jesper fik grønt lys og skød blank forbi. Pokkers også.

Vi tjekkede området og jo jo helt blank forbi.

Tiden var at køre hjem til frokost og så komme tilbage til samme sted.

Som sagt så gjort.

Vi nåede da heller ikke sidde i skjulet længe før samme Impala kom og viste os at han var helt ok. Men da var aftalen at der kun skulle skydes efter kudu.

Der kom ingen kudu, men pludselig væltede det ud af bushen med bavianer i massevis. Mindst 50.

Herman spurgte om ikke vi ville skyde men ingen af os havde lyst til at få bavian med hjem - eller Helle havde sagt hjemmefra at hun nægtede at have sådan et kræ i huset ;)

Da solen gik ned fik Herman riflen og skød til bavianer, der var alt for mange og de åd alt det foder han lå frem til vildtet. To perfekte skud og to grimme abekatte var forendt. De er ikke kønnere tæt på!

Hjem til Lashleys opmuntrende menu og en snak med alle de andre jægere. Vi var de eneste der intet skød i dag :(

Jagtdag 3

Nu skulle der snart til at ske noget. Herman var ved at være presset.

Vejret havde været imod os hele vejen. Der var koldt og blæsende og alt vildt trykkede sig i den tætte bush.

Vi kørte ud på samme farm som vi skød blesbuck. Nu var der tid til gnu.

Da vi kørte ud mod savannen så Herman en stor flok af red hartebeest og en kæmpe tyr stod først. Han spurgte Jesper om det var noget.

Efter lidt tænken og regnen kom Jesper frem til at hans gnu hermed blev vekslet til red hartebeest.

Jesper skød og tyren viste tydelige skudtegn og Herman jublede. Men så tog pokker ved tyren og han løb. Pokkers skuddet var lige lavt nok.

Af sted gik det og den pokkers tyr ville ikke stå ordentligt. Enten var det røven i mod os ellers løb han.

Langt om længe vendte han siden til og fik endnu et skud og han gik ned. Herman og vi alle jublede men NEJ den rejste sig igen.

Så handlede det om at stoppe ham inden han rendte i den tætte bush og bilen blev vores bedste ven. Han stoppede og Jesper skød blank forbi. Der var efterhånden mange nerver på men hele tiden smilte Herman og sagde rolig nu, vi får ham.

På vej ind i bushen drejede tyren sig og Jesper fik sat en perfekt kugle og endelig lå der en stor smuk red hartebeest. Fra første skud faldt, til tyren lå der gik der 7 minutter - men det følte som timer.

Der var jubel i vilden sky. Sikke et pragtfuldt dyr.

Efter en kort frokost gik turen ud til en ny farm - en farm hvor der intet jagt var drevet hos denne ejer.

Vi blev inviteret på kaffe på terrassen hos denne africaan farmer og imens vi sad der smilte han og spurgte om ikke Helle ville skyde zebra. De stod nemlig lige udenfor haven.

Op på bilen og i det samme råber farmeren at han da lige kører med. Det gav lige lidt præstationsangst.

Ude af haven og der står tre zebra. Efter få sekunders venten træder den udvalgte hingst frem og Helle slipper kuglen fra hendes Brno 243 og så er der bare støv over det hele og to zebraer løber ud på den anden side af noget tæt på bush.

Da vi kommer hen er han forendt 20meter fra hvor han stod. Helt perfekt skudt og farmeren er yderst tilfreds.

Hemligheden bag Helles zebra er at inden hendes far døde var hans drøm at skyde en zebra i Afrika. Nu har Helle udlevet denne drøm og det gav lidt tårer hos alle. Men mest af alt stolthed.

Skuddet sad helt præcis hvor farmeren bad om, 2½ cm fra trekanten.

Flot gammel zebra hingst som var den rette at fjerne. Tænderne var godt slidte og han virkede mager. Der måtte ringes hjem til Helles farmor og farfar fra bushen og glæden blev spredt fra Sydafrika til Danmark.

Efter de traditionelle billeder sagde farmeren at der var et skjul, der skulle Herman og William vente på Kudu og Han ville så kører Jesper og Helle ud i et andet skjul sammen med Samuel, så skulle de vente på Impala.

Vi alle ventede men fik ikke mere på skudhold.

Da vi skulle hjem bød farmeren på aftensmad, men vi takkede nej, vi var ventet hjemme hos Lashley. Men farmeren bad os komme igen næste dag.

Efter endnu et fantastisk måltid og en god nats søvn nåede vi.

Jagtdag 4

Vi ankom som aftalt og med det samme gik vi på pürch, men 4 personer igennem den afrikanske vinter, det larmer og knaser af alle de tørre blade der er over alt.

Så efter et par timer hvor vi havde set massere af spor blev vi enige om at sætte os i skjul.
Jesper og Helle ved vandhullet med impala og vortesvin som mål og William og Herman tog endnu en pürch inden de satte sig i skjul efter kudu.

Intet kom og hen på eftermiddagen lavede Samuel bål på farmerens lodge og vi var inde og få frokost.

Da vi står ved bilen ser Herman vortesvinet som vi har ventet på - en bestemt orne som har kostet farmeren flere får og geder. I det samme ringer farmeren at den nu er i hans "have".

Så på bilen og ind i denne koloenorme have.

Alt imens familien ser på fra terrassen skyder Jesper svinet. En helt perfekt kugle og vi finder ornen forendt kort derfra og sikke en basse.

Derfra går William og Herman i skjul ved vandhullet og farmeren kører Jesper og Helle rundt efter Impala.

Vi ser ingen skudbare impalaer og mørket sniger sig på.

Tilbage ved huset sammen med William og Herman bliver vi enige om at få en kop kaffe hos familien og derefter skal vi prøve at finde Impala med lys.

Familien udviste en enorm gæstfrihed og vi fik en oplevelse som vi aldrig vil glemme.

Efter kaffe og hyggelig snakken frem og tilbage var det tid til at jage igen.

Vi troede at dyrene ville blive lammet af lyset, men vi tog grueligt fejl.

Da vi kom ud så vi kaniner over alt og en masse bush babies i lysets skær og efter nogen tid fandt vi Impala Rams, hanner, William tog riflen op, men intet skete.

I hans iver havde han glemt sikringen, men pyt for BOM og Jesper nedlagde den flotte Impala.

Efter en venlig gang drillerier og nogle hurtige billeder kørte vi videre og kort tid efter havde William chancen og denne gang havde han husket det hele.

Da Herman sagde SHOOT, lød skuddet. En perfekt kugle i lungen forendte endnu en impala og den friske farmer jublede. 4 skud gav 4 dyr. Sikke en debut på hans farm.

Igen bød han os ind til aftensmad, men trætheden var slem og vi havde langt til lodgen. Da vi igen nåede bordet på lodgen havde vi været af sted i 15 timer den dag. Det var et under vi ikke faldt i søvn over maden.

Jagtdag 5

Vi stod op, vi var de eneste jægere der stadig jagede.

Herman var tydeligvis lige så træt som os, men stadig i det sædvanlige dejlige humør. "are you ready, today we must shoot a BIIIIG kudu" alt i mens han løftede William af sted.

Som sagt så gjort fristes det til at skrive.

Nu havde vi jaget Kudu i 4 dage uden at møde noget som helst der var skudbart.

Vi kørte ud til en farm hvor Helle skød forbi på Zebra. Farmeren sagde at der var mindst 8 store kudu tyrer derude, men vi så ingen da vi var der sidst.

Vi kom inden for hegnet og Herman bad os kravle op på bilen. Imens Herman stod på jorden og var ved at finde sine ting i bilen så Helle en Kudu komme ud og hun prak til Herman som først troede det var en joke.

Men da så det gik op for ham der var alvor, så fik han travlt.

Kikkerten op. 158 meter og han spurgte William om han kunne skyde den. Ja sagde knægten og da Herman sagde det magiske ord SHOOT bragede Williams 308 og kuglen ramte.

Men tyren løb og Herman så panisk ud og det smittede til forældrene. William var sikker på sit skud men Herman holdt på at den var skudt for højt i kødet over skulderen.

De ledte efter spor og langt om længe fandt Samuel blod. Herman så stadig nervøs ud og bad William og trackerne gå med imens Jesper og Helle ventede ved skudstedet.

Tiden var lang for alle parter.

Efter noget søgen fandt de tyren, forendt af en perfekt lungekugle. Han havde gået 150meter i den tætte bush.

Herman svang William rundt af glæde da de fandt den længe ventede Kudu. En 10 år gammel drøm var nu gået i opfyldelse.

En drøm som William havde sammen med hans bedstefar, de skulle udleve drømmen sammen. Men bedstefar døde af kræft i en alt for ung alder og vi overtog drømmen og vi udlevede den på Matswani og sikke en drøm!

Efter ekstra mange billeder og opkald til bedstemor og oldemor og oldefar var vi klar til at køre i slagtehuset.

Humøret var højt og alle havde glemt trætheden.

Efter slagtehuset spurgte Herman hvad vi nu skulle skyde og William udbrød VORTESVIN. Ikke planen, men pyt.

Os af sted mod et skjul og vi fik os sat.

Men kort efter sneg trætheden sig ind på først Jesper, så William og til sidst Herman.... Herman holdt dog hårdt på at han ikke sov, men han bad ha ha ha.

Da vi nåede middag blev vi enige om at køre hjem til lodgen og på vejen sagde William "ikke mere". De ord forstod Herman nemlig godt.

Vi var alle mætte og trætte og blev enige om at slutte vores jagt her.

Tilbage på lodgen lavede Herman alle papirerne og vi fik at vide at alle trofæbærende dyr var guldmedaljer og sjovt nok var William og Jespers Impalaer opmålt til nøjagtigt samme antal point.

Vi takkede Herman og Samuel for deres fantastiske arbejde og gav dem hver en pose med lidt danske godter.

Herman roste vores skydning og fortalte at han var virkelig imponeret over den skydning han så efter skydebanen. Han er virkelig en fantastisk mand og vi håber at kunne komme til Matswani og møde ham igen engang.

Om eftermiddagen gik turen til sunset rock, et fantastisk sted - dog et sted som gav en ekstra uventet souvenir.

I jagten på skorpioner under stenene skvatter Helle og det viste sig efterfølgende at hun rev et ledbånd over i foden. Men pyt.

Da hjemrejse dagen ramte anede vi ikke hvad ugedag der var. Tiden flyder sammen og går så hurtigt.

Men vi kom ned og fik set alle trofæerne og stillet op til trofæparade og alle fik overrakt medaljer for det vildt der blev skudt.

Så gik turen ellers mod lufthavnen og Collin skulle køre os. Efter 11km på grusvej nåede vi endelig asfalt vej men efter kort tid begyndte bilerne at blinke til os.

Det viste sig at traileren med alt vores oppakning var gået op og vores kufferter var ved at stige af før tid. Så ind med tingene og så til Nylstroom/ Modimolle og holde pause alt imens Collin fik skaffet hængelåse og børstet det værste skidt af taskerne. Inden vi forlod Nylstroom/ Modimolle smuttede vi forbi en biltong sælger og vi handlede til turen hjem.

Det er bedre end slik og man bliver slemt afhængig af det ;)

Turen hjem var lang, men pyt vi lod tankerne flyve til Afrika og drømte om alle vores oplevelser dernede og efter 26 timer stod vi i Aalborg lufthavn, trætte og glade og helt klar til at fortælle alle om vores fantastiske rejse.

Vi har oplevet mere end vi kan sætte ord på og vi er så glade for vores tur.

Nu er der bare tilbage at nyde alle vores billeder og minder og vente på vores trofæer kommer hjem.