Kombirejse og Victoria Falls

Af Jesper Gravesen, September 2014

Det hele startede med at en jagtmakker og jeg fik den gode ide at tage på en jagttur til Sydafrika.

Det var i december 2009. Jeg havde set en annonce på nettet, hvor man kunne komme på jagt for overkommelige midler. Det blev til en rigtig god tur til Matswani i marts 2010. 2 år efter havde jeg igen udlængsel. Tur 2 til Matswani blev en realitet i juli 2012. Beretningerne fra disse 2 ture kan læses på Matswani hjemmesiden. Det lader til at jeg har en frekvens på 2 år hvad udlængsel angår. September 2014 var jeg på Matswani igen. Denne gang havde jeg dog valgt at rejse alene. Jeg vil forsøge at berette om min tur og hvad betydning det har. At rejse alene til Afrika...

I februar måned 2014 kontaktede jeg Carsten Ottesen for at høre om mulighederne for at komme af sted til efteråret. Jeg fik 2 fine muligheder hvor jeg valgte at hægte mig på en gruppetur med afgang den 23 september.

På Jagt – og fiskeri messen i april i Odense mødte jeg både Carsten Ottesen og Matswani chef PH'er Herman Lubbe til en god snak om turen. Hvilke ønsker jeg havde omkring jagten. Det blev også aftalt at jeg igen kunne få den samme PH'er (Pieter) som på de 2 forgående ture hvis han var ledig. Da det her foregik et halvt år forud var chancerne maksimale. Ud over min jagt havde jeg valgt en tillægs rejse til Victoria Falls oveni. Når jagten var overstået skulle jeg fortsætte fra Johannesborg til Victoria Falls (Byen).

Nu var det endelig blevet den 23 september. Op kl. 02.00 og afsted hjemmefra kl. 03.00. Vel ankommet til Billund lufthavn fik jeg checket min riffel og bagage ind uden problemer. Store Verden havde sørget for at udfylde alle de papirer der skulle bruges under hele turen. Riffel og bagage gik derefter hele vejen over Schripol Amsterdam til Tampa Airport i Joh-Burg. Der stod guiden og ventede på at hjælpe os med at få riflerne udleveret. Derefter gik turen med bil til Matswani Elefant Lodge, Vaalwater i Limpopo. Der fik jeg hilst på de andre i gruppen. Vi ankom kl. 03.30 og var trætte.

Næste morgen kl. 09.00. Jagtdag 1. Var der morgenmad, møde med vores PH'er samt en tur på skydebanen. Bagefter var der frokost på Lodgen, og så skulle vi på jagt! Pieter min PH foreslog at vi koncentrerede os om Warthog, da han havde et område ikke alt for langt væk, hvor der var en chance. Det blev godkendt, og vi drog afsted. Med som tracker havde vi Joseph. Ham kunne jeg huske fra sidste tur. ”Ikke alt for langt væk” kan dække over alt fra 5 til 45 minutters kørsel! Efter ca. en 1/2 time drejede vi væk fra vejen og kørte ind på en grusvej. Pieter fortalte at vi skulle jage på højre side ad vejen og blot finde et sted at holde, så jagten kunne begynde. Ligesom han sagde det fik vi begge to øje på en Warthog med nogle gevaldige tænder der gik inde på en græsmark. Pieter sagde. Så du de tænder! Jeg nikkede. Ca 500 meter længere fremme slukkede Pieter motoren og vi rullede stille ind til siden. Hurtigt fik vi henholdsvis riffel og skydestok listet ud af bilen, og jagten kunne begynde. De kalder terrænet for ”Bush” dernede. Det består af buske og lave træer. Alle med torne der higer efter at få fat i dig. Jorden er på årstiden kun vissent græs da den sidste regn kom i marts. Jeg fulgte Pieter tilbage igennem denne ugæstfri Bush mod det sted hvor vi spottede grisen. Vi håbede naturligvis på at den stadigvæk gik på græsset og fouragerede. Jeg tænkte et øjeblik: Det er sgu næsten for nemt det her, men samtidig ved jeg også at pürsch jagt på Warthog aldrig er nemt! Nu var vi kommet tæt på marken og kunne se grisen derude. Pieter satte skydestokken op og gjorde tegn til at nu var det min tur til at være forrest. Jeg fandt den i kikkerten, men der var grene og kviste i vejen. 4 gange flyttede vi position uden at kom til en reel skud chance. Pieter var på det tidspunkt ved at blive godt utålmodig og hviskede at grisen snart anede uråd og ville forsvinde hvis jeg ikke snart fik trykket af. Jeg var selv ved at være hårdt angrebet af vortesvinefeber, og ville hjertens gerne trykke af inden det blev alt for slemt. Men havde heller ikke lyst til at starte turen med en anskydning! 5 gang, er lykkens gang. Nu var grisen fri, men stod med fronten til. Nu var det Pieter der tøvede. Jeg kunne fint have placeret en kugle i panden på grisen, men fik chancen kort efter da den drejede sig lidt mod højre. Pieter sagde. Skyd! Grisen gik ned i knaldet i en mægtig støvsky. Jeg fik repeteret og var klar igen. Grisen sprællede. Pieter sagde. Skyd igen! Men bag ved grisen var der lige pludselig kommet et æsel til syne i kikkerten. Vi valgte så at gå frem, da grisen blev liggende. Den var forendt med en høj kugle som havde taget forreste del af ryggen og var gået videre ind. Vi var begge overordentlig lykkelige over det jagtheld der havde tilsmilet os, og jeg fik det sædvanlige ”tillykke dunk” i ryggen. Så var det tid til trofæ fotos. Grisen skulle præsenteres på bedste vis! Det vil sige, man bygger grisen op med med sten under kæben for at man skal kunne se tænderne rigtigt. Det her var jo som sagt en græsmark der var godt gnavet ned, og uden sten. Der var til gengæld tør ko – og æsel lort i massevis. I mangel af bedre kunne det også bruges. Jeg havde ikke svært ved at smile til fotografen, da han lå på ryggen i myriader af kokasser og æselpærer for at få den rigtige vinkel. Alt for et godt billede ;-).

Sammen med ønsket om en god Warthog, var en Bushpig også på listen over trofæer jeg gerne ville nedlægge. Pieter havde etableret en foderplads til formålet flere uger i forvejen. Hvis du vil skyde Bushpig er vagtjagt ved en foderplads en nødvendighed. De er fortrins vis nat aktive! Efter succesen med Warthog var forventningerne høje til foderpladsen. Vi var på plads 17.30. Der var vel ca. 80 meter fra skjulet til foderpladsen. Jeg var dødtræt efter rejsen, og Pieter havde kun shorts på. Ingen af os havde overtøj med. kl. 22.10 sagde jeg stop. Kunne simpelthen ikke holde mig vågen eller varmen mere. Jeg tror at Pieter inderst inde var lidt taknemlig for min beslutning. Han brokkede sig i hvert fald ikke. Vi luskede stille af i mørket op til en varm bil :-).

Jagtdag 2 skulle helliges mit ønske om en god Waterbuck. Lige siden jeg så en sådan hænge på væggen i Lodgen havde jeg et ønske om at nedlægge en selv. Nu skulle det være! Der hvor vi skulle jage den hed ”Verloren Valley” og lå ca. 1,5 timers kørsel fra Matswani. Området var kæmpe stort og anbefalingen var at køre i terrænet og spotte dyrene. Derefter skulle vi af bilen og liste os ind på dem. Vi var der en hel dag og så mange forskellige arter. Bl.a. Waterbuck 2 gange, dog uden at vi kunne komme til dem. Terrænet var meget tæt og svært at se dyrene i. Ved solnedgang måtte vi sande at det ikke skulle være i dag at jeg kom hjem til Lodgen med det eftertragtede trofæ. Sådan er jagt.

Jagtdag 3 skulle være et nyt sted der var kendt for at have en fin bestand af Waterbuck. Jeg husker ikke navnet, men bed mærke i at farmen havde sin egen flyveplads. Farmen var så stor at vi kunne jage 3 hold af gangen uden at der var nogen chance for at vi kom i kontakt med hinanden. Vi skulle ud til et område med flere vandhuller / vandingssteder. Planen var at vi skulle finde et godt sted til bilen, og så snige os ind til vandhullerne. Det gjorde vi så et par gange uden held. Efterfølgende sad vi indtil middag ved et af hullerne uden at se noget. Ved farmens hovedbygning var der indrettet en fin overdækket terrasse med tilhørende bålplads, hvor der blev grillet bøffer og pølser til jægerne. Lige efter måltidet blev jeg kontaktet af min PH. Han fortalte mig at en farm mod syd havde et problem med en Bushpig. Den jagede med de andre dyr der kom til foderpladsen, og til tider med døden som følge. Den ville ejeren gerne have væk. Jeg takkede ja til tilbuddet. Klokken var omkring 13.30 da vi kørte sydpå. Vi ankom i god tid og havde en god snak med en af de ansatte indtil ejeren kom. Det viste sig at der var konservator værksted samt et spektakulært showroom med nogle fantastiske monteringer af eksotiske dyr. Værkstedet var yderst professionelt indrettet og i fuld aktivitet mens vi var der. Jeg fik senere at vide at det faktisk er der alle Matswani trofæerne bliver monteret. Nu var ejeren der. En yderst behagelig person, der fortalte os om de problemer han havde haft med den aktuelle gris. Vi fik anvist området som lå meget tæt op af farmen. Vi havde intet skjul og måtte finde os tilrette under nogle buskede træer. Problemet var når der blev fodret sidst på eftermiddagen og dyrene kom ind for at æde, så kom problem grisen også og jagede rundt med de andre. Han ville ikke dele. Efter Pieter og jeg havde fået os placeret under træet, fodrede ejeren og satte sig lige bag ved mig. Pieter havde fået mit video kamera og skulle filme det hele. Inden længe kom der 2 Springbukke ind. Så var der Nyala og Warthog. Ind fra højre kunne jeg se Kudu og Zebra. Det er sgu da helt vildt det her, tænkte jeg. Nu kom der også Perlehøns ind. Mange Perlehøns! Vinden var ellers fin, men kørte lidt rundt en gang imellem. Det kunne Kuduen ikke lide. Hun udstødte et smæld og alle dyrene sprøjtede ud til alle sider. Der var ikke et øje tilbage. Der gik dog ikke mere end et par minutter inden de første Warthog var tilbage. Stille og roligt blev foderpladsen fyldt op igen. Det hele gentog sig nogle gange uden at der var spor af bandit grisen. Solen kom tættere og tættere på horisonten. Ca. et kvarter efter solen var væk og det var ved at skumre, kom der noget der mindede fælt om banditten. Der var gået 1,5 timer efter vi havde placeret os under træet. Jeg havde ikke rørt mig overhovedet i den tid, af angst for at jeg skulle ødelægge chancen. Ejeren gjorde mig opmærksom på grisen og hviskede at han ville være sikker på at der var fri bag banditten. Uendeligt langsomt fik jeg listet riflen op i skyde position og kunne se banditten gennem kikkerten. Han var ikke fri. Der var Warthog bag ved ham som hele tiden gjorde udfald mod de dyr der dristede sig for tæt på. Nu gav ejeren skydningen fri og hviskede at jeg selv kunne vælge mellem den til højre eller venstre. Jeg kontrollerede i kikkerten. Der var banditten og en Warthog til venstre for den. Hvad f..... mente han med det? Skidt, han hviskede selv frit valg. Jeg koncentrerede mig om den jeg havde i kikkerten. Det var en stor orne og den var aggressiv! Nu var den fri lidt skrå for mig. Fingeren var på vej til aftrækkeren. Nu var der Kudu ben i kikkerten foran banditten, men ikke længe. Banditten gjorde et udfald så Kuduen fortrak. Samtidig blottede han også venstre side, og skuddet faldt. Så tog fanden ved ham! Jeg havde repeteret og kunne følge banditten i kikkerten, da den i høj fart forlod pladsen. Han løb omkring 25 meter og forendte. På vej derhen fortalte ejeren at jeg havde skudt den største af de to Bushpigs. Jeg så aldrig den anden gris. Jeg var så fokuseret på den første at jeg ikke ikke havde kikket langt nok ud til venstre. Jamen det her er da problem grisen, ikke! Spurgte jeg? Nej det er den anden, men det er lige meget. Du fik den største og det har du fortjent. Du sad i 1,5 timer uden så meget som at bevæge en muskel, sagde ejeren.Det var jeg glad for at høre! Han havde jo også selv sagt frit valg. Det var en meget speciel jagt oplevelse som jeg ikke ville være foruden.

Jagtdag 4 var vi tilbage på området med flyvepladsen. Pieter valgte at vi skulle ud til en sø hvor der efter sigende skulle være god Waterbuck aktivitet. Bilen blev efterladt i behørig afstand. Vi listede ud til et skjul tæt på søen. Der var allerede aktivitet da vi kom. Impala og Waterbuck. Dog kun hundyr og kalve. De fornemmede vores tilstedeværelse og fortrak. Pieter sagde at han ville hente vores grej og at jeg skulle blive der. Du ved jo hvordan en Waterbuck ser ud, sagde han. Jeg nikkede og takkede for tilliden. Lidt senere kom han tilbage med køletaske og klapstole. Der var meget stille ved søen indtil kl. ca. 10.00. 4 stk. Impala bukke kom forsigtigt ned af skrænten på højre side af søen. Der var en rigtig god buk imellem. Jeg havde Impala på ønskelisten og Pieter syntes at jeg skulle skyde bukken. Det var forholdsvis udramatisk, da de først var kommet helt ned til søen. Efter ca. 30 sekunder vendte bukken bladet til, og skuddet gik. Jeg kunne se at kuglen havde truffet bukken på blade lidt højt. Efter 30 meter forendte han. Pieter gik efter bilen, og jeg gik rundt om søen ud for at tage bukken i øjesyn. Den var utrolig smuk og hovedmonteret får den en central plads i min samling! Vi kørte tilbage til farmen for at overlade bukken til skinnerne der dog kun skulle tage maven ud.

Vi vendte tilbage til søen med det formål at se om der ikke skulle komme en god Waterbuck. Vi havde vores frokost med, og skulle ikke forlade området for at spise. Vel placeret kunne vi nyde tilværelsen nogenlunde beskyttet for den brændende sol. Hen over timerne vi sad der kom der flere gange Impala flokke for at drikke. Der var også gode bukke imellem, men min lyst til Impala var slukket. Warthog med afkom havde vi også glæden af. Det er sjovt at se dem drikke og derefter mudderbade. Når det var overstået har de for vane at gnubbe bagdel mod en sten eller et træ. Det så virkelig komisk ud. Over middag kom der en god orne ud kun 30 meter væk. Det samme senarie gentog sig også her. Han blev skudt med mit kamera og opdagede aldrig vores tilstedeværelse :-).

Sidst på dagen kom en Blue Wildebeest tyr (Gnu) ud til søen lige ved siden af os. Pieter hviskede. Det er en god tyr, skyd den! Han vidste godt at jeg også gerne ville nedlægge en sådan. Den var ganske vist kun 10 meter væk, men totalt dækket af blade og grene. Jeg havde forsigtigt rejst mig op for overhovedet at kunne se ham. Mens jeg funderede over hvordan jeg skulle angribe sagen, og om jeg overhovedet havde lyst til at skyde i den situation? Løste Pieter problemet for mig. Med foden kom han til at røre en gren, der igen havde forbindelse med en bliktallerken med tilhørende bestik. Den metalliske lyd syntes tyren bestemt ikke om. Han vendte rundt og forlod os med en fnysen. Pieter og jeg så på hinanden og kunne ikke lade være med at grine over det komiske i situationen. Vi pakkede sammen og og forlod søen. På vej tilbage kom vi forbi et af de vandhuller vi havde forsøgt os med tidligere uden held. Der stod en rigtig god Waterbuck, som selvfølgelig sprang ved vores noget uforsigtige ankomst. På vej forbi kunne jeg se at han stoppede i kanten af noget krat. Pieter kørte ca. 500 meter videre og stoppede bilen med slukket motor. Riffel og skydestok blev gjort klar og jagten kunne begynde. Da vi var tæt på det sted hvor vi sidst havde set bukken, rejste vi 3 sorte fugle der med deres advarselsskrig gjorde hele området opmærksom på vores tilstedeværelse. Pieter markerede at jeg skulle blive stående mens han forsigtigt listede frem og forsøgte at få kontakt med bukken. Vi var på den anden side af en stor beton tank der før i tiden havde fungeret som vandressource til kvæg. Pieter kikkede forsigtigt rundt om tanken og markerede til mig at jeg skulle komme frem. Bukken var der, men kikkede i vores retning. Vi var låst og kunne intet gøre. Bukken fik nok og luskede af. Lidt slukørede gik vi tilbage bilen. Det var så spontant og tæt på at lykkedes. Spændingen var udløst og det var tid til at køre hjem til Matswani.

Jagtdag 5 startede lidt mat for mit vedkommende. Lidt for meget god rødvin fra aftenen før med tilhørende manglende søvn kunne godt mærkes. Årsagen var en lodden tingest med otte ben der skulle gøre sin entre'. Jeg store fjols havde sagt ja til at lade en jævn stor tarantel edderkop gå på mig den forgående aftenen. Har man sagt A, må man jo også sige B. At tabe ansigt er utænkeligt! Det var en Californisk tarantel. En han på 5 år. Guiden forsikrede mig at den var ganske ufarlig. Et bid ville føles som 5 x bistik. Efterbehandling var nødvendig efter mødet. Ikke fordi jeg blev bidt, men for at komme lidt ned på jorden igen ;-).

Vi kørte igen ud til området fra dagen før. Pieter havde lovet mig at vi skulle gå meget den dag. Det var sindssygt varmt og vi lagde ud med en lang tur hvor der absolut ikke var skygge nogen steder. Efter en time var jeg ved at være mør, og vi var MEGA langt fra bilen og køletasken. Pieter tog demonstrativt vandflasken frem og tog en stor slurk. Jeg prøvede efter bedste evne at lade som om at jeg var ligeglad. Det lykkedes ikke ret godt. Jeg havde selv glemt vand! Vi havde set masser af spor men ikke noget levende. Heldigvis kunne jeg fornemme at vi nu var på vej i den rigtige retning. På vej tilbage lovede jeg mig selv at være artig og gå tidligt i seng hvis jeg var så heldig at overleve. Tilbage ved bilen fik jeg endelig slukket tørsten i vand. Pieter proklamerede at nu skulle vi gå de næste 3 timer i den retning, mens han pegede i den modsatte retning af hvor fra vi lige var kommet fra. Han fortrak ikke en mine og jeg stønnede bare ok til det, og tænkte. Det her overlever du ikke... Så gik drønnerten hen til bilen og satte sig ind. Jeg må have set ret dum ud! Vi skal videre, kom nu! Jeg luskede hen til bilen og satte mig ind. Nu kørte vi ud til den sø som den lokale tracker havde sagt var god om morgenen. Vi indrettede os i et skjul og ventede. 8 gange kom der Waterbuck grupper til vandhullet, men ingen stor buk. Der var masser af Impala, Velvet monkey, varaner og Warthog. Det var bestemt ikke kedeligt at sidde der. Sidst på dagen ville Pieter ud til et sted nær Matswani hvor der også skulle være Waterbuck. Det var et tårn ved et vandhul. Vi sad der den sidste time med lys uden at der skete noget. Jeg kunne godt mærke på Pieter at presset på hans skuldre tyngede ham. Han ville gerne sende mig hjem til Danmark med en Waterbuck. Nå. Der var jo en dag tilbage....

Jagtdag 6 kørte vi ud til et område der lå et godt stykke på den anden side af Lephalale, nord på. Det var en kæmpe farm med store områder at jage i. Vi fik en lokal tracker med da Pieter ikke var godt kendt derude. Pieter kendte som sagt heller ikke trackeren og han eksaminerede ham grundigt inden vi startede, for at finde ud af hans kunnen. Det skulle vise sig at være ganske unødvendigt. Efter at have kørt rundt i terrænet en halv times tid spottede Pieter en Waterbuck, som dog skyndsomt forsvandt. Pieter valgte at vi skulle forsøge at finde den igen. Vi begav os ind i Bush'en til fods. Pieter forrest, jeg efter og trackeren til sidst. Vi havde gået et stykke tid da trackeren gav lyd fra sig og pegede ind i det tætte krat til venstre for os. Pieter havde ikke hørt det og jeg måtte ”piste” til ham. Hurtigt opfangede han situationen og ændrede kurs. Pludselig stoppede han op satte skydestokken op, markerede at jeg skulle gøre klar til at skyde. Jeg prøvede efter bedste evne at spotte bukken uden held. Hvor er den, hviskede jeg desperat. Pieter pegede og jeg kikkede i retningen uden at få kontakt. Til venstre for det der træ, viskede han. Så fik jeg øje på en skygge bag nogle buske, og kunne svagt ane hvad der var for - og bagende på bukken. Skyd! hviskede Pieter. Hvad med grenene? De er tynde – Skyd! ellers er han væk om et øjeblik! Jeg kørte krydset i kikkerten op mod bladet og trykkede af. Bukken sprang og løb mod højre. Jeg havde repeteret og var klar igen, men kunne ikke skyde for buske og træer. Vi forfulgte bukken og fandt ham liggende med hovedet oppe. Skyd igen - han prøver at rejse sig, sagde Pieter. Jeg skød igen og traf bukken i ryggen. Så var det slut. Bukken udåndede stille og vi kunne tage han i øjesyn. Sikken et pragtfuldt dyr. Endelig var det lykkedes efter 5 dages jagt. Sonnyboy som trackeren blev kaldt havde vist sit værd! Så var det tid til fotos. Efter bukken var blevet læsset på bilen, kørte vi ud til farmen for at spise den medbragte frokost.

Vi havde stadigvæk en halv dags jagt tilbage og besluttede at prøve om det også kunne blive til en gnu. På pürsch vel at bemærke. Vi spottede de blå flere gange og listede det bedste vi havde lært uden at komme på skudhold. Jeg havde allerede affundet mig med tanken om at det ikke ville lykkedes, da Sonnyboy pegede ind i det tætte. Denne gang var nok sidste chance. Vi listede os ind mod de formodede blå som jeg ikke havde set fra bilen. Inden vi var på skudhold forsvandt den flok jeg nu kunne se, men det var kun hundyr og kalve der løb. Til højre for os var der endnu nogle dyr der gik og græssede. Det var en flok med tyre. Så vidt jeg kunne se var der 4. Pieter byggede skydestokken op. Igennem riffel kikkerten kunne jeg se dyrene stod tæt sammen og i vejen for hinanden. Tag den til højre, hviskede Pieter. Umuligt – der er grene og den står med fronten til! Dyrene bevægede sig hele tiden langsomt. Tag den, hviskede han igen. Nu var der en bag den og det var aldeles udelukket at skyde på den. Tag den til venstre der er fri nu. Jeg flyttede sigtet over på den og kunne ane et 5'te dyr bag den. Den er ikke fri – og der er en bag ved, hviskede jeg. Nu kom der mere bevægelse i dyrene og den til venstre blev faktisk fri. Skuddet gik og 9 tyre løb ad H...... til! Jeg havde repeteret, men kunne ikke identificere den tyr jeg havde skudt på. Vi havde set 5, men der var faktisk 9 tyre! Pieter og Sonnyboy gik over til skud stedet for at se efter schweiss, og jeg fulgte efter. Der var lunge blod i massevis hvilket er lig med en dødelig træffer. Nu kom vores tracker til sin ret. Han fulgte sporet måske 400 meter hvor vi spottede et dyr der drejede rundt om sig selv. Det var måske min tyr? Tyren stak af mod venstre og trak resten af flokken med sig. Trackeren og Pieter fortsatte efter dem indtil vi nåede et hjulspor. Der kunne de konstatere at der var gået 7 – max. 8 tyre over. Dvs. der manglede en! Tilbage til stedet hvor de havde skiftet retning og hvor der var fundet blod sidste gang. Der optog trackeren sporet igen. Denne gang gik det ligeud og der var mere blod. Jeg begyndte igen at tro på at vi fandt min tyr. Det gjorde vi også 200 meter længere fremme. Overordentlig lettet modtog jeg Pieters glade ”tillykke dunk” i ryggen og vi gik hen for at beundre dyret. Skuddet var ok, men lidt højt og havde kun taget lungerne. Det var årsagen til den lange spurt på omkring 600 meter. En fantastisk finale på 6 jagt dage. Forude lå hårdt arbejde med at få læsset tyren. El-spillet på bilen virkede ikke.... Afrika!

Vel tilbage på Matswani fik vi ordnet papirer og drikkepenge samt sagt behørigt farvel. Pieter skulle hjem samme aften og var ivrig efter at komme afsted i ordentlig tid, da han havde en lang køretur.

Næste dag var der afslutning på Matswani og afsked. Vi kørte mod Johannesborg om eftermiddagen. På vejen derned i bussen måtte jeg rømme mig og takke resten af gruppen for deres måde at være på. Da vi nåede Johannesborg blev gruppen sat af i lufthavnen og jeg blev kørt på Airport Grand Hotel til en overnatning. Der mødtes jeg med Adele fra ”Hunters Permit Africa”. De skulle opbevare min riffel mens jeg tog til Zimbabwe. Aftalen var at mødes igen om 4 dage i lufthavnen.

Næste formiddag var jeg tilbage i Tampa for at flyve til Victoria. Der stor Patricia fra ”Agents Africa” og ventede. Hotel Victoria Falls var fantastisk. Det var som at komme 100 år tilbage i tiden, og så alligevel var der alle de moderne faciliteter man havde brug for. Der var dog ikke ret lang tid til at udforske dette, da der snart var afgang til et Zambesi sundown cruse. En tur på denne mægtige flod der lige netop har forladt vandfaldene og dovent glider 2700 km ud mod det Indiske ocean. Der var afhentning kl.16.00. På turbåden hilste kaptajnen på og fortalte om hvad der skulle ske. Det var en skøn tur på omkring 3 timer. Der var flodheste og elefanter samt mange fugle arter. Der var en bar bagerst i båden, og en tjener der hele tiden sørgede godt for gæsterne. Deres lokale øl hed ”Zambesi” og kan absolut anbefales! Både ved ankomst til bådstedet og da vi kom tilbage igen var der stammedans. Solnedgangen var noget helt specielt. Lyset var diffust, nok pga. at varmen vil jeg tro.

Næste morgen 07.30 blev jeg afhentet af en chauffør og kørt de 70 km til Botswana grænse overgangen. Han sørgede for at jeg kom vel over grænsen, hvor der stod en anden og tog imod. Derefter gik det imod Chobe floden og Chobe National Park. Jeg skulle deltage i en tur på floden om formiddagen, samt en en rundtur i bil om eftermiddagen. Det var en oplevelse at sidde i en lille turbåd og komme helt ind på dyrene Der var krokodiller i alle størrelser, bøfler, antiloper, flodheste, mange fugle arter og ikke mindst elefanter som parken er kendt for.

Tilbage ved udbyderen var der frokost, og så afgang med biler til den tørre del af parken. Turen gik langs flodbredden hvor en stor del af parkens elefanter var kommet ned for at drikke og mudder bade. Der var vel mellem 1500 - 2000 elefanter på strækningen. Det var et fantastisk syn, og en oplevelse at køre imellem dem. På vejen tilbage til udgangs punktet var elefanterne begyndt at trække tilbage til det knastørre Bush landskab igen og chaufføren måtte flere gange vige for de store dyr. Det skal lige nævnes at oktober er den varmeste måned i området og temperaturen er + 40 grader om eftermiddagen. Det kunne ses på køletasken der blev tømt for vand inden vi var nået tilbage. Til forskel fra Sydafrika findes her ingen hegn! Dyrene kan frit bevæge sig hvorhen de vil. Da turen var færdig blev jeg kørt den lange vej tilbage til Victoria som byen hedder. Der kunne betydningen af ingen hegn ses. Ved aftentide vandrede både bavianer og warthog frit rundt i byen mellem de lokale, som om det var den naturligste ting her i verden. De lokale tog ingen notits af dem.

Næste morgen ringede uret ekstra tidligt da jeg havde lovet mig selv at nyde solopgangen foran hotellet, hvor der også var udsigt til broen mellem Zimbabwe og Zambia. Bagved er vandfaldene som herfra kunne anes pga. vandtågen som bliver slynget op af kløften fra vandfaldene.

Solopgangen var fantastisk og derefter gik turen ud til jungle restauranten ca. 100 meter længere ude til en gang morgenmad. En delvis overdækket terrasse med samme fantastiske udsigt.

I dag stod Victoria Falls for tur. Afhentning 08.00 til en guidet tur på ca. 2 timer. Det var som sagt oktober og 6 mdr. siden den sidste regn. Mængden af vand i faldene var næsten på sit laveste niveau, men dog alligevel imponerende.

Mængden af vandtåge i luften var tilsvarende lav, hvilket gjorde at man kun blev gennemblødt en gang. Nemlig når man gik igennem regnskoven, som er et produkt af den evige vandtåge i luften. Solen tørre nu hurtigt ens tøj igen. Efter rundturen var der afhentning på hotellet 12.00 og afgang til lufthavnen.

Jeg havde nu for sidste gang fornøjelsen af at træffe Patricia fra Agents Africa, som igennem de 3 dage jeg var i Victoria, sørgede for at alting klappede til punkt og prikke. Stor tak til Patricia!

Tilbage i Tampa Airport Johannesborg mødtes jeg med Adele fra Hunters Permit Africa. Hun havde medbragt min riffel og sørgede samtidigt for at alt klappede helt frem til Security. Også stor tak til Adele!

Som afslutning på beretningen vil jeg gerne tilføje:

Nævnte i starten hvilken betydningen ”at rejse alene til Afrika” ville få for undertegnede? Det havde ingen betydning! Havde ikke fornemmelsen af at være alene på noget tidspunkt. Som jæger kan jeg anbefale at tage alene afsted på en ”jæger gruppetur” med Matswani, hvis man ikke har mulighed for at rejse sammen nogen man kender og gerne vil prøve kræfter med det afrikanske vildt.

Opholdet på Matswani var som sædvanlig i top, og personalet skal have stor ros. Maden som har det lokale vildt som grundlag, skal man huske at nyde som det ”specielle” det nu engang er.

Tillægsrejsen Til Victoria Falls i Zimbabwe, Zambesi floden og Chobe Nationalpark i Botswana var en stor oplevelse. Det var intens og meget anderledes end selve jagt turen, og en god afslutning på en super tur til Afrika.

Mvh.

Jesper Gravesen

Indsend rejseberetning

Nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Stil et spørgsmål

Felter markeret med * er påkrævet

Sikkerhedsbillede Opdater sikkerhedsbillede


 
D. 17 marts 2018 gik turen for 5 gang til Matswani, med min gode rejsekollega Rie. Vi blev budt velkommen af Anne, der tager sig af jægerne, alt er arrangeret og tilrettelagt., vi hilser på pH erne, min gode ven Capy er still going strong. det er dejligt at se det hele igen. Jagten begynder næste dag, efter indskydning af rifler. Jeg fik skudt to flotte impalaer, en springbuk og en stor Zebra hingst, alt gik godt. Kan jeg helbrdsmæssigt holde til den lange rejse, kommer jeg igen næste år. Matswani er et dejligt sted.
Gerda Dremstrup

Kontakt Os

Matswani Safaris
Telefon: +45 7613 4042
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Sallingsundvej 10
6715 Esbjerg N

Kontaktformular

Salgskonsulenter

Klik her >>

Vi tilbyder

Matswani Safaris sammensætter individuelle jagtrejser til Sydafrika og andre udvalgte afrikanske lande. Afhængig af hvilke vildt arter du ønsker at jagte eller om du ønsker riffeljagt eller buejagt, laver vi gerne et skræddersyet tilbud til dig. Individuel jagt anbefales, hvis du ønsker jagt på arterne i Big Five, buejagt eller specielle kombinationer o.l. Priserne gælder for jagtdage og afslapningsdage (ikke-jagtdage). Ledsagere betaler samme pris uanset deltagelse som observatør på jagterne eller ophold på en af Matswani's Lodger.

Læs mere