Udskriv

At drømme – og at gøre

af Lasse Petersen, august 2013 | Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Klokken havde lige slået 1, telefonen lå og sendte generende lyde ud i rummet.
Måske var de ikke så generende alligevel – det var jo d. 27/8 og starten på det eventyr, jeg aldrig havde drømt om, startede.
Synes du også det lyder mærkeligt?

Efter at have snakket med Carsten fra Matswani dagen inden afgang følte jeg mig rimelig godt rustet i lufthavnen, det gik også smertefrit indtil jeg landede i Johannesburg.
Jeg går direkte ud i ankomst hallen da både min våbenkuffert og almindelige baggage er på standby pga. hhv. våben og ammunition.

Jeg får fat i en af guiderne, melder min ankomst og i det samme er de klar over at jeg har våben med – vi går hen til politiet.
En våbenkuffert ligger på udleverings skranken siger guiden med det samme, desværre var det ikke min.
Vi venter, og jeg bliver mere og mere utålmodig.
Efter en halvtime spørger jeg forsigtigt politimanden om han ved hvor min baggage eventuelt kunne befinde sig, jeg får det svar jeg frygtede allermest.
Der er ikke mere standby gods i Amsterdam flyet desværre.

Her står jeg, midt i et fjernt kontinent uden noget som helst andet end min hovedpude og en computer der er løbet tør for strøm.
Jeg fortæller ham sagen igen, viser ham mine dokumenter, jeg får besked på at de nok ligger på baggage båndet.
Jeg bliver fulgt ind i baggage hallen, og i det jeg er gået igennem det sidste security check får jeg besked på at der er adgang forbudt for mig, ikke lige det jeg havde satset på at høre.

Der er ikke andet for end at vente bliver vi enige om, og efter en god time kommer en mand med begge stykker baggage!
Herligt, nu skulle de sidste papirer bare ordnes og så kunne jeg og de to guider sætte kurs mod hotellet i Pretoria.
Vi går glade ud i ankomst hallen, hvor jeg møder synet af 25 fotosafari gæster der vidst ikke er helt tilfredse med ham jægeren – forståeligt nok..

Efter 45 min står vi på et lækkert hotel i udkanten af Pretoria, en god nats søvn havde vi alle vidst set frem til.
Næste morgen blev vi efter morgenmad pakket i de to mini busser, og så gik kursen mod Voortrekker monumentet.
Jeg blev dog tilbage i bussen mens de andre fik en guidet rundtur på dette spændende sted, jeg havde brug for at koncentrere mig om de kommende dages strabadser.

"Mine tanker omkring jagt i det sydlige Afrika har altid været negative, og når folk har snakket om det har jeg altid været spydig og sagt at sådan noget hegns jagt ikke var værd at spilde sin tid på, men alligevel blev jeg en kold og grå december dag grebet lidt og tænkte – NU skal det være, jeg trykkede på knappen og så var der ingen vej uden om.
Jeg måtte af sted og se om alle mine fordomme havde noget på sig, eller om det virkelig var så "vildt" som alle snakker om.

Og jeg kan sige med det samme, jeg blev overrasket!"

Efter 4timers køretur var Matswani gaten endelig i sigte – Vi var alle godt sultne.
Køkken personalet kendte udemærket vores dag, så da vi træder ud af bussen er der disket op med et utal af lækre retter, alle er enige om at hvis det her er standarden kan det ikke blive et dårligt ophold.

Sidst på aftenen ankomme min PH Faan, en helt fantastisk gut – vi får snakket om hvilke ønsker jeg har til jagten, og efter en hurtig kigger over på museet var planen for de næste dage lagt.

Efter en dejlig lang natte søvn er vi begge to oplagte, et par spejlæg og et bjerg af bacon fandt plads i maven, få minutter efter mødet jeg Lucas min tracker som kom og hentede os.
Kursen satte vi mod skydebanen, for at tjekke om alting var som da jeg tog hjemmefra.
Efter lidt små justeringer lykkedes det også, og Saueren var klar til 5 dage med sand og sol.

Jeg havde et ønske om et stærkt kudu trofæ, og det var planen at starte med det.
Efter 20min pürsch stod en stor klipspringer foran os, Faan havde fortalt mig dagen før at jeg skulle tjekke prisen – det havde jeg også og takkede pænt nej.
Vi stod og betragtede dette smukke lille dyr i et kvarter, inden han hopper elegant op af bjerget.
Jeg går herefter og tænker rigtig meget på denne situation, alt var perfekt sideskud på 60m. og Faan udtrygte sig meget klart at det var et MEGET svært dyr at jage.

Vi går langsomt videre, ser lidt impalaer, og en enkelt red hartebeest – pludselig står endnu en klipspringer i størrelse GRANDE og hygger på en klippe 100m. fra os, vi står og betragter ham i kikkerten igen – uha han er fin, større end den anden som Faan uden tvivl mente var en guldmedalje.
Jeg tager en hurtig beslutning, afsikre riflen og kigger op på Faan, han smiler og stikker en tommeltot i vejret.
Igennem buske, hegn og hvad har vi ellers ryger min kugle, og efter at have set alt dette blive blæst væk af trykket kan jeg høre vild jubel.
Vi henter dyret, jeg står meget spændt på at tage mit første Afrikanske trofæ i hænderne, en stærk herre på 13,5 SCI point. Klar guld!
Så var turen ligesom i gang, resten af dagen bruger vi i jagten på kuduen, men uden succes.

mg 4507 s

Anden dagen vil jeg let springe over, vi havde en super dejlig dag med en del vildt, dog ikke det vi søgte og derfor blev intet skudt.

På tredje dagen derimod startede vi med at jagte kuduer, vi så en del men ingen i den klasse jeg søgte.
Efter et par timer sætter vi kursen mod et andet hegn, "kun" 5000hektar at jagte på – godt vi har en bil til den værste transport!

Vi pürscher langsomt indtil et vandhul hvor der står flere gode impalaer, som var en af de trofæer jeg også søgte – så frem vi kunne finde en stor herre!
Vinden svøbte hele tiden, og inden vi fik set os om var gruppen af impalaer smuttet.
Den nye plan var at sætte os i nærheden af vandhullet og vente på at en anden gruppe ville komme til.
Som sagt så gjort, efter at have fulgt en flok hunner i 20min træder en stor han ned til vandkanten, her var trofæet jeg søgte så det ud til, jeg spørger forsigtigt hvor stor han er – 25" lyder det.

Den store impala han har nu kursus lige mod skjulet, og ser ikke ud til at dreje umiddelbart.
Da han står 30. fra os trækker han langsomt mod højre og jeg lader skuddet gå, og god kugle træffer ham, alligevel spurter han ind i bushen.
Vi går hurtigt ud af skjulet og får ham spottet, jeg slipper endnu en kugle og nu falder han til jorden
Da vi kommer frem ser vi at begge skud er placeret perfekt, men de er sejlivede!
Et smukt trofæ, som vil pryde enhver væg – 60 SCI points (Guld)

img 4536 s

Fjerde dagen blev dagen hvor kuduen igen trak den længste strå – det er slet ikke så nemt i de hegn!

Den femte og sidste dag måtte vi gøre et sidste forsøg på kuduen!
Lige da vi er kommet ind i hegnet ser jeg et lille dyr og vi kommer lidt tættere på, en duiker står en meter ude fra bushen – hurtig rådslagning og jeg slipper kuglen, duikeren falder i braget og først nu ser jeg hvor stor den er.
Faan er helt oppe og køre, to at de små og så i den klasse de begge er! Ikke hverdags kost...
Vi tager en stribe gode billeder af de små spidse horn – 13 SCI points (Guld)

mg 4616 s

Resten af dagen jagter videre efter kuduen – uden held.

Alt i alt en rigtig god tur, og min fordom blev i den grad gjort til skamme!

Lasse Petersen, Ringsted