Bøffeljagt 2018
Af Jens Ole Nielsen 2.juli 2018
Jeg har sammen med min familie været på jagt og fotosafari i Afrika nogle gange, og væggen prydes nu af flere forskellige trofæer fra kategorien ”plains game”! Men tanken om at stå ansigt til ansigt med én af de 5 store har længe luret i mine tanker, så for godt et års tid siden tog vi beslutningen om endnu en tur, og denne gang skulle det være alvor, så Afrikas ”black death”, bøffelen, skulle efterstræbes!
Så efter adskillige timer foran skærmen med Steen Andersen på bøffeljagt på DK4 og lige så mange gennemlæsninger af Kevin Robertsons ”The Perfect Shot” gik turen sydpå!
Efter en veloverstået flyvetur til Johannesburg, overnattede vi i Pretoria inden vi skulle køre de sidste ca. 300 km. mod Nord til Matswanis lodge nord for Thabazimbi.
Den første jagtdag startede på vanlig vis med en tur på skydebanen. Jeg havde taget min egen riffel med i kaliber .375 H+H, men havde valgt at rejse uden ammunition.
På skydebanen fik jeg udleveret 2 slags ammunition. Blødnæsede til det første skud på bøflen, ….og så de massive til resten!!
De 2 første jagtdage blev brugt på at køre rundt i nærliggende områder til lodgen, hvor vi forsøgte at lokalisere bøfler enten direkte fra bilen, eller ved at undersøge deres spor. Jeg var ledsaget at den professionelle jæger (PH) Herman Lubbe, hans assisterende PH Ruan, og trackeren Samuel.
Vi så begge dage bøfler, men dog ingen som var skudbare. Bagfra og fra siden kan bøfler godt se ud til at være skudbare, men man er nødt til at se dem forfra for rigtigt at kunne vurdere trofæet, og dermed bøflens alder.
Efter de første resultatløse dage, begyndte presset ligesom at blive øget lidt, så på den tredje jagtdag skulle der så ”andre boller på suppen”! Herman havde derfor lavet en aftale med én som skulle have nogle rigtigt gode bøfler på deres område, som var på flere tusinde ha. Dette område lå så godt 100 km. fra vores lodge, og Herman havde aftalt at vi skulle mødes med ejerens søn om morgenen, som så også ville deltage i selve jagten.
Vi ankom til området lidt før det aftalte tidspunkt. Allerede på vejen ind i området havde vi set gode bøfler, så vi var alle helt sikre på at dagen var dagen!
Lidt efter kunne vi høre at sønnen var på vej. Han kom naturligvis i familiens egen helikopter, ….det var jo et stort område!!
Sønnen var en rigtig flink ung mand midt i tyverne, og efter en kort snak om dagens planer tog vi hurtigt afsted. Planen var at komme hurtigt til bøflerne mens de stadig var i noget forholdsvist åbent terræn, inden de sikkert hen mod middag ville fortrække til noget tættere bevoksning, hvor vi næppe ville have chancer for at se dem, eller at komme på sikkert skudhold.
I løbet af morgenen og formiddagen så vi flere gange bøfler, og når der var nogle som så skudbare
ud forsøgte vi os med at pürshe os ind på dem gennem det høje græs. Men gang på gang drillede
vinden os og afslørede vores tilstedeværelse.
Sidst på formiddagen så vi fra bilen tre bøfler, hvor der kunne være en skudbar imellem. Vi kørte et stykke væk, så vi kunne prøve at komme ind i god vind. Der var en jævn og god brise, og vi kom hele tiden tættere og tættere på bøflerne, som dog hele tiden vendte væk fra os, så vi ikke kunne se dem rigtigt forfra.
På et tidspunkt lagde de sig ned i græsset, og vi nærmede os forsigtigt. Vinden var stadig god og vi kom til sidst ind på 30-40 meter til de liggende bøfler. De lå dog alle så vi ikke kunne se dem forfra. Pludselig vendte vinden, og de tre bøfler lettede fra stedet, uden at vi kunne nå at se deres trofæer ordentligt.
Formiddagen gik med endnu et par resultatløse forsøg, hvor det enten var vinden som drillede, eller bøflerne ikke var afskudsbare. Temperaturen var nu omkring 30 grd. så vi antog at bøflerne var inaktive indtil sidst på eftermiddagen, hvor det så ville blive lidt køligere igen. Så derfor besluttede vi at køre tilbage til vores mødested, og så lave lidt grill over åben ild, og få os lidt frokost.
På vej tilbage til stedet hvor vi skulle have vores frokost, spurgte Herman om jeg ville med ejerens søn op i helikopteren for at spotte bøfler, mens de forberedte frokosten!
….Det kunne jeg naturligvis ikke sige nej til !!
Dørene blev taget af helikopteren, for så kunne vi jo også bedre se ud! - Så jeg spændte lige sikkerhedsselen ekstra godt til!!
Så mens frokosten blev forberedt, fløj vi ud over det store område for at se om vi kunne lokalisere nogle bøfler. Man har et rigtigt godt overblik i sådan et lille ”piskeris”, så vi fik spottet nogle grupper af bøfler, så vi vidste hvor vi skulle prøve at lede efter frokosten.
Efter frokosten kørte vi mod de områder hvor vi havde set bøfler fra helikopteren.
Igen blev der foretaget nogle pürsh, men igen og igen drillede vinden os, så vi blev afsløret inden vi kom på skudhold.
Tiden gik og solen kom nærmere og nærmere ned mod horisonten. Det så ikke ud til at det alligevel skulle blive dagen hvor jeg fik nedlagt en bøffel, og i morgen kunne vi ikke komme tilbage til dette fantastiske område, da ejerens søn ikke havde mulighed for at deltage.
Vi så en flok bøfler fra bilen, og besluttede at give det en sidste chance. Vinden var nu god og stabil, så pürshen foregik i hurtig foroverbøjet gang fra busk til busk. Herman kunne konstatere at der var én god gammel bøffel i gruppen, så vi fortsatte vores pürsh. Igen var bøflerne hele tiden på vej væk fra os hen mod det tætte krat. På et tidspunkt sætter Herman skydestokken op og jeg gør klar. Afstanden er ca. 100 meter, og jeg ville egentlig gerne lidt tættere på, men det mener Herman ikke er muligt. Lige da han spørger om jeg kan se skulderen og så i givet fald må skyde, vender bøflen sig og begynder igen at gå imod det tættere krat.
Igen forsøger vi en sidste gang med hurtig foroverbøjet gang at komme på skudhold af bøflerne. Lige inden de når det tætte krat vender den gamle bøffel fronten til, og står og stirrer over mod os med let løftet hoved. Herman sætter skydestokken op, jeg får lagt riflen til rette. ”The one to the left” siger Herman! ”It´s now or never”!
Inden jagten var jeg spændt på om jeg ville få ”bøffel-feber” og rystende knæ når jeg skulle skyde, men Aimpointens røde plet stod overraskende stille midt på bøflens bryst, så jeg spændte stille fingeren om aftrækkeren og lod skuddet gå!
Jeg så bøflen tage skuddet som om den havde fået en mavepuster, ligesom jeg havde set i adskillige film om bøffeljagt. Jeg nåede at afgive et skud mere til den flygtende bøffel, men det tror jeg ikke ramte den. Den forsvandt sammen med de andre ind i det tætte krat.
Solen var nu foruroligende tæt på horisonten, og vi havde en bøffel der skulle findes! Derfor sendte vi ejerens søn tilbage efter helikopteren sammen med Ruan, så de kunne overflyve området og evt. lokalisere den. Trackeren Samuel fandt sporet fra bøflen og vi gik tættere mod krattet med hævede skudklare rifler og lyttede. Samuel gav tegn til at han kunne høre den foran os, og at den nok lå og sparkede med benet!
At gå ind for at lede efter den på nuværende tidspunkt ville være det rene selvmord, så vi bakkede tilbage mod det lidt mere åbne område, så vi bedre kunne se bøflen, hvis den mod forventning skulle komme imod os når helikopteren kom.
Jeg var rimelig sikker på at det var et godt skud, men alligevel kommer tvivlen snigende!
Helikopteren kom og kredsede over området lige foran os. Ruan havde sin riffel pegende ud af helikopteren, og pludselig så jeg mundingsflammen fra den, og umiddelbart efter hørtes braget fra hans .458 Lott. – Dejligt, så havde man ramt den og den lå der!
Vi fik tegn til at kunne gå ind, Ruan pegede fra helikopteren med sin riffel hen mod stedet hvor bøflen lå. ”Sigtbarheden” i krattet var på 10-15 meter ….eller mindre, så vi var rimelig tæt på før vi så den ligge der. Den lå stadig og sparkede lidt, så vi gik forsigtigt tættere på og gav den et par fangstskud inden vi kunne konstatere at nu var den død, ……helt død!
”It´s the dead ones that kill You”, sagde Herman, så trackeren blev naturligvis bedt om at sikre sig at den nu også var helt død ved at kaste nogle pinde hen på hovedet af den !!
Mens vi lagde bøflen til rette til foto´s gik solen ned!
Jeg var spændt på at se hvor jeg havde ramt. Herman sagde at afstanden var 122 m!! Det var så lidt mere end jeg lige havde regnet med! - Jeg kunne konstatere at kuglen var gået ind ca. 5-10 cm. til venstre for midten af brystet lige i ”hjertehøjde”. Herman bemærkede ”Perfect shot, he was dying, we just didn’t have the time to wait”!
Først da så jeg hvor stor dyret var og hvor stort og flot trofæet er. Det var virkelig en rigtig gammel bøffel med hård boss, dybe kurver og et spænd på over 40”.
Efter et stykke tid kom Ruan tilbage, han sagde at bøflen lå ca. 25 meter foran det sted hvor vi på et tidspunkt stod og kunne høre den, men at den lå ned så han gav den et skud i rygraden så den ikke kunne rejse sig og evt. angribe os.
Så begyndte det lidt krævende arbejde med at få bøflen ud. En gammel traktor med lad blev rekvireret, og dirigeret gennem bevoksningen. At få trillet næsten 900 kg. bøffel op på en ladvogn uden trækspil kræver lidt arbejde!
Det lykkedes efter nogle forsøg, og vi kunne så fragte den ud til bilen, hvor der så skulle ”omlades”.
Med bøflen oppe på ladet af Toyotaen gik turen hjemad. Vi gjorde holdt på en servicestation, for lige at få lidt diesel på. Det vakte en smule opsigt med sådan et kreatur pakket sammen på bagsmækken!
Da vi kommer tilbage til lodgen, står holdet af skinnere og slagtere klar til at gå i gang med dyret, så det kan blive ”pelset” og parteret.
Efter at have nedlagt bøflen på den tredje jagtdag, syntes jeg at jeg havde opnået det jeg kom efter, og at jagten nu var slut for mit vedkommende, ligesom jeg også havde lyst til at slappe lidt af sammen med resten af familien.
Da der ikke i Afrika er samme risiko for økonomiske overraskelser afhængig af trofæstørrelse som i f.eks. Polen, tude jeg godt slippe min søn Morten løs efter en impala og et vortesvin!
Så han og min svigersøn tog sammen med Ruan på jagt efter de to stykker vildt. Op på formiddagen kom de kørende tilbage med store smil på læben efter en rigtig ”drengetur”, hvor Morten havde nedlagt først vortesvin og så impala.
Efter opmåling gav min bøffel 112 SCI-point, hvilket er til en sølvmedalje. (Det var så kun 0,5 point fra guldmedalje). Mortens vortesvin gav bronze, hvorimod impalaen fik guld!
Det er måske ikke den mest velduftende og fotogene måde at præsentere trofæer på, men glade og stolte, det er vi !!
Efter at have tilbragt de sidste dage i lodgen, gik turen til Zimbabwe og Botswana, hvor vi var på nogle dejlige udflugter på Zambezi-floden og i Chobe nationalpark samt naturligvis så Victoria vandfaldene.
….Så efter en helt fantastisk jagt- og fotosafaritur hvor alt bare ”klappede” er der nu kun den lange, lange ventetid til vores trofæer kommer hjem.